Nedrykkeren Esbjerg lignede fra starten af sæsonen et hold, der ville hurtigt tilbage til Superligaen. Men de to indledende sejre er blevet fulgt op af to nederlag.

Søndag blev det på hjemmebane 1-2 mod Thisted, der med stor effektivitet bragte sig på 2-0 allerede inden pausen på mål af Sonny Jakobsen og Glenn Rask.

Med 20 minutter tilbage reducerede Mathias Kristensen til 1-2, og i fortsættelsen havde vestjyderne gode chancer for at udligne, men de blev alle misbrugt.

Dermed ligger Esbjerg på en skuffende syvendeplads med seks point.

De tre point bragte Thisted op på ni point for fire kampe, hvilket rækker til en andenplads.

På førstepladsen ligger Vejle, men traditionsklubben må alligevel være skuffet efter søndagens 2-2-resultat ude mod Skive, hvilket var Vejles første pointtab.

Vejle førte med 2-0 indtil et kvarter før tid, men måtte alligevel nøjes med et point.

Brasilianeren Allan Sousa bragte med sin tredje sæsontræffer Vejle på sejrskurs efter otte minutter, og efter godt en halv time øgede brasiliansk-nigerianske Dominic Vinicius til 2-0.

12 minutter før tid reducerede Thomas Dalgaard til 1-2 på et straffespark, og to minutter før tid udlignede Jeppe Mogensen.

Det var Skives første point i sæsonen.

Superliganedrykkeren Viborg fik endelig gang i spillet og målscoringen efter tre nederlag i træk.

På udebane mod Fremad Amager blev det til en knusende sejr på 6-0, efter Alexander Fischer havde sørget for pauseføringen 1-0.

I anden halvleg gik det stærkt. Efter tre minutter gjorde Andreas Albers det til 2-0, og i de efterfølgende seks minutter satte Morten Beck tingene på plads med to mål.

I de døende minutter cementerede Christian Sivebæk med to mål, begge på straffespark.

Dermed er Fremad Amager eneste hold uden point i rækken.

Vendsyssel sejrede 3-0 hjemme over Brabrand og ligger på tredjepladsen med otte point.

Endelig vandt FC Roskilde med 2-1 ude over Fredericia, mens HB Køge hjemme slog Nykøbing FC med 3-1.

/ritzau/