BT kunne tidligere fredag afsløre, at Esbjergs topscorer, Martin Pusic, var tæt på et opsigtsvækkende skifte til Superliga-rivalerne fra FC Midtjylland.

Og sent fredag aften bekræftede Esbjerg handlen, der angiveligt indbringer vestjyderne 7,5 millioner kroner.

»FC Midtjylland har udnyttet en frikøbsklausul om salg i Martin Pusics kontrakt med EfB Elite A/S. Aftalen er afhængig af Martin Pusics forhandlinger om sine personlige vilkår og et lægetjek - kontraktforholdene forventes endeligt afklaret i løbet af weekenden,« skriver klubben i en pressemeddelelse.

Esbjerg meddeler desuden, at de forventer at hente en erstatning for Pusic og for forsvarsspilleren Eddi Gomes, der i sidste uge blev solgt til en kinesisk klub, inden transfervinduet lukker natten mellem mandag og tirsdag.

27-årige Martin Pusic har kroatiske forældre, men er født i Wien, hvor han fik sin fodboldopdragelse i først Austria Wien og siden Vienna FC. I januar 2014 skiftede han norske Brann ud med Esbjerg, hvor han har nydt stor succes. I 36 kampe har Pusic scoret 17 mål.