Christian Eriksen er en internationalt anerkendt optur. Men måske mangler målene?

Scorer Christian Eriksen for få mål?

Den tidligere danske landsholdsspiller Kenneth Perez markerede fredag over for den hollandske avis De Telegraaf en blid kritik af Ajax-stjerneskuddet Christian Eriksen - blandt andet fordi den unge danske landsholdsspiller ikke scorer nok mål fra sine positioner i de offensive led.

- Helt ærligt, så synes jeg ikke han har været særlig god for Ajax i denne sæson. Faktisk havde jeg forventet mere af ham. En spiller som Siem de Jong har i denne sæson været vigtigere for Ajax, end Eriksen har været, siger Perez til den hollandske avis De Telegraaf og betoner altså værdien af mål.- Af en spiller med hans kvaliteter på den position på banen, forventer jeg, at han betyder mere for holdet, og at han helt sikkert scorer flere mål. Men hans fremtid er utvivlsom rosenrød.  Med de evner han har, skal han nok nå derhen.

Christian Eriksen parerede ikke ret hidsigt kritikken, da han forsøgte at forholde sig til den fredag aften før landsholdets sidste træning inden Brasilien-kampen lørdag.

- Jeg har hørt på det, lige siden jeg begyndte som senior-spiller. At jeg skal score flere mål. Så det er ikke nyt for mig. Der er måske noget om snakken. Men jeg synes jo også, at assists tæller, sagde Eriksen, inden han forklarede, at det er et mål for ham at forbedre skarpheden på banens sidste tredjedel.

- Jeg prøver. Jeg øver mig til træning på at blive skarpere. Det er jo dét, man gør. Vi laver en masse afslutningsøvelser, og jeg synes, vi har gode folk til at træne den del, sagde Christian Eriksen og smed navnet på sin angrebstræner - måske for lige at understrege, at det bliver taget alvorligt.

- Det er Dennis Bergkamp, der hjælper med det, smilede han.