Efter ni år i Arsenal måtte Nicklas Bendtner i 2014 endegyldigt opgive drømmen om at slå igennem i den rød/hvide London-klub. I stedet endte en anden dansker med at blive en stjerne hos Arsenals værste rival.

Mens Bendtner endte sit London-eventyr i skuffelse har Christian Eriksen indtaget den fodboldgale hovedstad som en af Tottenhams bærende spillere.

Derfor er det også Christian Eriksen, der sammen med Kasper Schmeichel lige nu indtager positionen som det største danske navn i international fodbold. Uden Nicklas Bendtners store armbevægelser og evne til at komme i medierne af de forkerte årsager, men med præstationer, der taler sit eget tydelige sprog.

»Ja. Vi er nok modsætninger, mig og Nicklas Bendtner. Vi er meget forskellige,« siger den 24-årige fynbo i et stort interview til Euromans oktober-udgave.

Da Christian Eriksen i sommeren 2013 ankom til London, var det som den nye dreng i den engelske storklub. Tottenhams nye håb og en direkte rival til bysbørnene fra Arsenal med Nicklas Bendtner i truppen. De to danskeren fik dog kun et enkelt år sammen i storbyen, inden Nicklas Bendtner skiftede til et skuffende ophold i tyske Wolfsburg, mens Christian Eriksen kravlede videre op ad popularitetsbarometeret i Tottenham. Så meget, at den danske midtbanespiller ikke kan lade være med at sende en lille stikpille i retning mod Nicklas Bendtner:

»Og nu har jeg indtaget hans by. London var hans by. Jeg har overtaget tronen efter Nicklas Bendtner.«

Om Nicklas Bendtner nogensinde får muligheden for at tilbageerobre tronen i London er nok tvivlsomt, men med sin retur til England og Championship-klubben Nottingham Forest har han i hvert fald givet sig selv chancen for at rette op på et ry, der gennem årene har været plaget af hændelser langt fra fodboldbanen.

Første skridt kan han passende tage tirsdag aften ved at sparke sin tidligere arbejdsgiver ud af den engelske ligapokalturnering. Så vil Nicklas Bendtner igen - i hvert fald for en aften - være manden, de taler om i London. Foran Christian Eriksen.