Exeter, der normalt spiller i den fjerdebedste engelske række League Two, fik sig tirsdag aften en overraskelse i omklædningsrummet. Her stod danske Christian Eriksen nemlig pludselig efter opgøret mod Crawley Town.

Danskeren brugte sin friaften på at tage turen til Crawley, cirka 45 kilometer syd for hovedstaden London, for at se Exeter nappe tre vigtige point med deres 2-1-sejr over hjemmeholdet. Exeter-spilleren Jack Stacey kunne da heller ikke dy sig, da danskeren troppede op i Exeters omklædningsrum efter sejren for at ønske spillerne tillykke. Han skulle have et billede med danskeren.

Det var dog ikke Eriksens fodboldinteresse, der havde fået ham til at tage turen langt ned i de engelske rækker. Selvom Stacey mente, det var tilfældet.

»Han fortalte mig, at han så Exeter City spille, da han voksede op som ung knægt i Danmark,« grinede Exeter-spilleren ifølge Daily Mail.

Ifølge den engelske avis var danskeren på Checkatrade Stadium, hvor der er plads til cirka 6.000 tilskuere, sammen med sin ven og Exeter-fan Ray Kelvin. Rigmanden Kelvin er grundlæggeren af det luksuriøse engelske tøjmærke Ted Baker.

Kelvin følger Exeter tæt og er gode venner med manageren Paul Tisdale. Og tirsdag aften havde rigmanden så taget vennen Christian Eriksen med til en autentisk, britisk fodboldoplevelse.

Exeter ligger med sejren på 6. pladsen i League Two og holder sig dermed inde i playoff-varmen om oprykning.