Det var ikke meget, man så til Christian Eriksen i Tottenhams nederlag på 3-0 hjemme mod Liverpool.

Danskerens rolle var så neutral, at han blev taget ud af manager Mauricio Pochettino efter en times spil. På det tidspunkt var Tottenham allerede bagud med 2-0 mod et skarpt Liverpool-mandskab. Men Eriksen var langt fra den eneste Tottenham-spiller, der leverede en skidt indsats.

For det lignede til tider et kollektivt sammenbrud for Tottenham hjemme på White Hart Lane, hvor Liverpools hurtige spillere så ud til at hygge sig. Især Liverpools unge Raheem Sterling boltrede sig på grønsværen, og der var da også ham, der kunne bringe Merseyside-klubben foran med 1-0 kort inde i kampen.

Liverpool hentede sidste weekend den kontroversielle angriber Mario Balotelli til klubben. Manager Brendan Rodgers havde valgt at give ham debut ved en plads i startopstillingen, og på trods af flere gode chancer i første halvleg til italieneren lykkedes det ham ikke at få scoret.

Det var der i stedet andre Liverpool-spillere, der kunne, da Steven Gerrard takket være et tyndt straffe, begået af Eric Dyer, kunne øge føringen til 2-0 kort inde i anden halvleg. Kort efter Christian Eriksen var blevet flået ud, var det et af Liverpools utallige nyindkøb, der viste sig frem på flotteste vis.

Venstrebacken Alberto Moreno lavede et rush over en halv banelængde, inden han fra kanten af feltet lagde bolden over i det lange hjørne og gjorde det til slutresultatet 3-0. Med søndagens resultat ligger begge hold med seks point for tre kampe og er dermed godt med i toppen af Premier League.

Efter kampen roste Liverpool-anfører Steven Gerrard Balotelli, selvom det ikke var blevet til nogen scoringer:

- Alle øjne hvilede på ham for at se, om han ville arbejde hårdt for holdet, og jeg synes, at han var fantastisk i en time. Hvis han spiller sådan hver gang, så vil han forbedre sig under en manager som Brendan Rodgers, og han kan gøre forskellen i forhold til, om vi kan være med i toppen eller ej.

- Han har været fantastisk, siden han kom. Han har arbejdet hårdt, taget al taktikken til sig, og han vil kun forbedre sig. Når han ser, hvad vi gør, så er han nødt til at gøre det samme - det er den eneste mulighed, sagde Gerrard om italieneren.

I søndagens anden Premier League-kamp tog Aston Villa, stadig uden Jores Okore, imod Hull. Og ved halvleg lignede det, at Hull kunne blive kørt helt over, da de var bagud med 2-0, men de fik dog kæmpet sig tilbage på et mål af kroaten Nikica Jelavic. Mere blev det ikke til, og Aston Villa vandt 2-1. Aston Villas mål blev scoret af Gabriel Agbonlahor og Andreas Weimann.