I et travlt juleprogram kan Christian Eriksen glæde sig over, at han endelig har fået scoret sit første mål i Premier League. Det skete på Boxing Day mod West Bromwich.

Målet blev sat ind direkte på frispark, men selvom det var en ren perle, så har Eriksen svært ved at juble.

- Jeg er meget glad for at have scoret mit første Premier League-mål, men det ville have været sjovere, hvis vi havde vundet, siger Christian Eriksen til Spurs TV.

Efter en dårlig sæsonstart har ledelsen i Tottenham skiftet Andre Villas-Boas ud med Tim Sherwood. Håbet er, at han kan bringe holdet i nærheden af en Champions League-plads. For at nå dertil har Tim Shwerwood foretaget markante ændringer.

Nu spiller Tottenham langt mere direkte med øget risiko, mens Christian Eriksen spiller på den centrale midtbane i en klassisk 4-4-2-opstilling.

- Det er ikke min favoritposition, men jeg kan godt lide at have bolden og diktere spillet. Træneren vil gerne have mig til at gøre det, og derfor forsøger jeg det, siger Eriksen.

Tottenham ligger i øjeblikket blot nummer otte i Premier League.