Mens rygterne løber om en mulig transfer til FC Barcelona, er Christian Eriksen sprunget ud som en international stjerne.

»Erriksan«. Nogenlunde sådan lyder svaret, når en kasakher får nys om, man er fra Danmark.

Bag ordet ligger naturligvis Christian Eriksen. Først et stort talent i international fodbold, siden en etableret Premier League-spiller - og i dag international stjernespiller. Manden fra Middelfart har i mange år været et velkendt navn, men efter den sæson, han netop har hafti Tottenham, er noget sket.

Mure er brudt ned, og bevidstheder er indtaget. Christian Eriksen er nu ikke bare det nærmeste, Danmark kommer en international stjernespiller. Han synes rent faktisk også at være det.

»Jeg tror altid, man kan bygge på. Det er noget, man tager hen ad vejen. Jeg er ikke blevet en profil fra den ene dag til den næste. Det er noget, man arbejder sig op til og gør sig fortjent til. Om jeg så er en profil nu, er noget, andre bedømmer,« lyder det vanligvis beskedne svar fra den danske kreatør.

»Lige fra jeg kom til Premier League, har jeg villet bevise, at jeg har kunnet være med. Der var en masse, der skrev, at jeg var for lille, men jeg har fået bevist, at det ikke gør nogen forskel, hvis man gerne vil det. Så det handler bare om at bygge på. Indtil videre har det været fire eller fem rigtig gode sæsoner. Forhåbentlig bliver det også fem og seks,« fortsætter han.

Eriksen blev årets spiller i Tottenham - Premier Leagues vicemestre - i konkurrence med stjerner som Dele Ali og Harry Kane. Det gjorde den 25-årige fynbo blandt andet, fordi han 15 gange lagde op til scoring, mens han selv scorede otte gange.

Tallene og præstationerne er Eriksens styrke, hvorfor rygterne om et klubskifte naturligvis er taget til. Rygterouletten spinner med Eriksen som den lille hvide kugle, og FC Barcelona har besat de fleste felter.

Igen onsdag blev landsholdsprofilen skrevet til den catalanske storklub, da lokalavisen El Mundo Deportivo fortalte historien om, at Eriksen er Barcas andetvalg, når det gælder sommerens midtbanekøb. Forrest skulle italienske Marco Verratti stå. Ifølge Eriksen har interessen dog ikke udmøntet sig i regulær kontakt.

Det er derfor for tidligt at sige, om han står klar til at tage den chance i FC Barcelona, som den tidligere landsholdskollega Daniel Agger for nogle år siden forpassede.

»Du kan ikke svare ja eller nej til, om du er klar til at slå til, hvis tilbuddet kommer. For det er ikke kommet. Du kan drømme om det og håbe, det kommer, men det er ikke noget, jeg har en holdning til,« fastslår Eriksen.

Det danske fodboldlandsholder i Almaty i Kasakhstan, hvor de lørdag skal spille VM-kvalifikationskamp mod Kasakhstan. Torsdag før træning var der mixed zone på spillerhotellet Ritz Carlton , her Christian Eriksen : (foto: Henning Bagger / Scanpix 2017)
Det danske fodboldlandsholder i Almaty i Kasakhstan, hvor de lørdag skal spille VM-kvalifikationskamp mod Kasakhstan. Torsdag før træning var der mixed zone på spillerhotellet Ritz Carlton , her Christian Eriksen : (foto: Henning Bagger / Scanpix 2017) Foto: Henning Bagger
Vis mere

Men drømmer du om, at det kommer?

»Jeg tror, alle drømmer om at få muligheden for at komme til den slags klubber. Men om man så siger ja eller nej, er det, man vælger. Agger gjorde det ikke. Han valgte at blive i Liverpool. Det kan være, man selv er i samme situation. Det er noget, man må tage stilling til, når det kommer,« understreger han.

Netop filosofien om at tage tingene, som de kommer, går igen i forbindelse med Christian Eriksen. Han bliver gerne i Tottenham et år eller to, men dukker andet op, skal det vurderes. Nogen decideret karriereplan har han nemlig ikke lavet med sin agent, hollandske Martin Schoots.

»Jeg tror aldrig rigtigt, vi har haft en plan. Vi har haft nogle tanker, og efterhånden som vi kender hinanden, ved vi, hvad tankerne er. Der er ingen plan for, hvornår jeg skal det ene og det andet. Vi har taget små skridt ad gangen, og det gør vi stadig. Vi lever i nuet. Det gjorde vi også i Ajax, så der er ingen deadline på noget,« slutter Eriksen.

En dansk stjernespiller med mulighederne foran sig.