Tottenham og Leicester spillede søndag 2-2 i FA Cup'en, men selvom Tottenhams udlignende mål kom sent, var holdets danske spiller, Christian Eriksen, ikke imponeret af Leicester.

»Vi prøvede at skabe chancer, men de var mere effektive. De skabte to chancer og scorede to mål,« sagde Christian Eriksen efter kampen ifølge Tottenhams officielle Twitter-konto.

Christian Eriksen åbnede selv mål-ballet, da han efter små ti minutter sendte bolden ind bag Leicesters danske målmand, Kasper Schmeichel.

Siden udlignede Marcin Wasilewski for Leicester, som også kom foran tre minutter efter pausen ved japaneren Shinji Okazaki. Til sidst lykkedes det dog for Tottenham at få uafgjort og dermed omkamp, da den indskiftede stjerne, Harry Kane, omsatte et straffespark til mål.

» Vi har mentaliteten, der gør, at vi kan komme tilbage i en kamp. Vi bliver ved med at arbejde hårdt,« sagde Christian Eriksen.

»Vi blev ved med at klø på, og det er det, som det handler om. Vi er aldrig slået, og vi bliver ved med at kæmpe,« sagde den danske landsholdsspiller.

Der er omkamp i Leicester om halvanden uge.