Christian Eriksen har bestået lægetjekket og ventes at blive præsenteret fredag i Tottenham. Allerede søndag kan han være i truppen for Tottenham.

Så skulle det være ganske vist. Efter måneders rygter og gætterier bytter Christian Eriksen Ajax Amsterdam ud med engelske Tottenham.

Det bekræftede Ajax-træner Frank de Boer ifølge flere hollandske medier på et pressemøde torsdag aften.

- Handlen er så godt som afsluttet. Det eneste, der mangler, er en signatur, lød det fra Ajax-chefen.

Christian Eriksen var ifølge BTs oplysninger til lægetjek i Tottenham torsdag aften. Det bestod han, hvorfor han forventes at blive præsenteret i klubben fredag på en fire-årig kontrakt. Pris: 12 millioner euro svarende til 90 millioner kroner.

Foruden en hverdag i verdens hårdeste liga, kan Christian Eriksen med skiftet til Tottenham se frem til en klækkelig lønforhøjelse, der sender den danske kreatør op blandt de bedst betalte danske fodboldspillere.

Ifølge BTs oplysninger vil skiftet tredoble Eriksens løn, idet han går fra 5,5 mio. kr. til en lønpakke på 18 mio. kr. årligt med en række bonusser inkluderet. Med gode præstationer i Tottenham-trøjen kan han således let snige sig over 20 mio. kr. om året.

Det bringer ham op på niveau med Nicklas Bendtner og Anders Lindegaard, mens Andreas Cornelius er lige efter på en 16 mio. kr.

- Hans skifte er et kæmpe tab, for Chris er rigtig vigtig. Vi har altid haft et godt samarbejde. Spillere, der er så gode, og som også er mønsterprofessionelle, er de ideelle spillere for en træner, siger Ajax’ cheftræner Frank de Boer til De Telegraaf. Han spår samtidig gode chancer for dansk succes i Tottenham, der senest havde dansk blod i truppen i skikkelse af Allan Nielsen.

- Eriksen kan blive en succes i Spurs, vurderer han.

Med købet af Christian Eriksen forbereder Tottenham sig på en fremtid uden superstjernen Gareth Bale. Englændernes plan er at præsentere både Eriksen og Romas Erik Lamela allerede i løbet af i dag. Mandag forventes det så, at Gareth Bale kan blive præsenteret som Real Madrid-spiller på et fyldt Santiago Bernabeu.

Det skifte vil formentlig gøre Gareth Bale til verdens dyreste fodboldspiller med et prisskilt på svimlende 750 millioner kroner. Sammenlignet med det beløb må Eriksens købspris regnes for peanuts, men ikke desto mindre vil handlen på de 90 millioner kroner gøre fynboen til den næstdyreste danske spiller nogensinde. Kun Jesper Grønkjærs skifte fra netop Ajax til Chelsea i år 2000 har med 100 mio. kr. været dyrere.

Hollandske kilder vurderer, at Christian Eriksen allerede kan være med i truppen i weekendens lokalbrag mod Arsenal.