På søndag skal Chelsea en tur til Tottenhams hjemmebane, White Hart Lane, for at spille et af de klassiske og mest prestigefyldte London-opgør.

Og det er noget, Tottenhams danske kreatør, Christian Eriksen ser frem til.

»Det har været en måned med masser af lokaopgør for mig med Danmarks kamp mod Sverige også. Alle nyder at spille i derbyer, de er mere intense end andre kampe, og det er altid fedt at spille disse kampe, men vi skal altid være meget opmærksomme på Chelsea - ligegyldigt hvor de ligger i ligaen,« fortæller Eriksen til Spurs' hjemmeside.

»Chelsea lå højt placeret, sidst vi spillede mod dem på the Lane (White Hart Lane, red.), og der formåede vi at slå dem. Vi håber på et lignende resultat denne gang.«

Mens Chelsea pt. sejler rundt nede i den nederste halvdel af Premier League, er Tottenham i forrygende form. Holdet er ubesejret i de seneste 12 Premier League-kampe, og i sidste weekend blev det til en fremragende 4-1-sejr hjemme mod et andet London-hold - West Ham.

»Alle er rigtig glade og har masser af gåpåmod for tiden. Vi har alle fået selvtillid efter at have spillet flot fodbold, og det er også det, vi ønsker at gøre hver gang, «lyder det fra Christian Eriksen.