Ved dagligdagens træning i Holland kan man klart se en udvikling hos Viktor Fischer. Men den skyhøje selvtillid er trods succes og mål stadig den samme, som da han kom til klubben, siger holdkammeraten Christian Eriksen.

Når en journalist i ny og næ stikker en mikrofon i retningen af den 18-årige knægt, har han hidtil været garant for et stort smil og en frisk kommentar, der bevidner om høj selvtillid. Men selv om man skulle tro, selvtilliden er kommet i takt med fast spilletid og mål, har den altid været på samme høje niveau.

- Man har altid kunnet se, at han er en dreng med høj selvtillid. Det er sådan, han er født, tror jeg. Det er ikke noget, som har ændret sig, fordi han lige scorer nogle mål. Han er sgu den samme lille skid, siger Christian Eriksen med et skævt smil.

I weekenden baskede Viktor Fischer sin sjette sæsonscoring i kassen, og det er blot en kulmination på en flot og klar udvikling.

-Udviklingen har været rigtig god. Man kan jo se, at han scorer næsten, når han vil. Det er utrolig vigtig for vores hold, og ikke mindst også for ham selv, siger Christian Eriksen, der i samme åndedrag lovpriser stemningen i Ajax-truppen og ikke mindst blandt holdets danskere.

- Der er rigtig god stemning i Ajax, og det har selvfølgelig også noget at gøre med, at det går godt. Vi danskere klikker godt med hinanden, og det hjælper også lidt på det.

Både Christian Eriksen og Viktor Fischer er at finde i den landsholdstrup, der onsdag skal møde Makedonien i en træningskamp.