For første gang i karrieren er han ikke fast mand på sit klubhold. Christian Eriksen har endnu ikke tilspillet sig en startplads på Tottenhams mandskab.

I weekenden startede han inde for første gang i lang tid, men om Eriksen formåede at gribe chancen ved han ikke.

- Jeg har ikke spillet i de fire sidste Premier League-kampe fra start, så det var nyt for mig. Og lidt af en overraskelse, for jeg havde ikke selv forventet det. Jeg forsøgte at gribe den chance jeg fik, men om det lykkedes er op til træneren, siger Eriksen.

- Det har selvfølgelig været en skuffelse, at jeg ikke har spillet de gange, jeg troede, jeg skulle spille, men sådan er det. Det hører med til at spille i en klub med så mange spillere, siger han og peger på, at den kredit han fik for sin gode start og sin enkelte scoring er væk.

- Der er gået seks kampe siden, så den kredit er der ikke mere , siger han og fortsætter:

Læs også: Uro i børneværelset: Nye profiler banker på til A-landsholdet

- Jeg er jo startet ude, fordi holdet ikke har tabt, og derfor har manageren spillet med det samme hold. Men jeg forsøger at vise mig frem i Europa League for derefter at få muligheden i ligaen, siger Eriksen.

Eriksens konkurrent til positionen som 10’er er Lewis Holtby, som altså er blevet foretrukket i ligaen.

- Det er Holtby og jeg, der spiller på 10’eren, og vi spiller stort set hver anden kamp, men i weekenden spillede jeg, så jeg fik altså to kampe i træk. Vi har det rigtigt fint sammen, han er en af dem, jeg svinger bedst med, selv om vi er konkurrenter.