...men det blev Mkhitaryan, som endte i Dortmund. På tirsdag står de to over for hinanden.

Han var en afgørende faktor i Armeniens udklassering af Danmark i Parken i juni. Henrikh Mkhitaryan er armeniernes kreative hjerne, ligesom han var det i sidste sæson for Shakhtar Dontesk, og ligesom han er det i BvB Dortmund i denne sæson.

En rolle som Christian Eriksen har for det danske landshold. De to magikere står - igen - over for hinanden på tirsdag, i hvad der kan blive en afgørende kamp for play off-pladsen i gruppen. Men også i det netop lukkede transfervindue stod de to angiveligt over for hinanden.

Dortmund skulle i sommer finde en afløser for Mario Götze, og her stod cheftræner Jürgen Klopps valg ifølge tyske medier mellem Eriksen og Mkhitaryan. Christian Eriksen vil ikke tage stilling til netop dén duel, men han fortæller, at Dortmund henvendte sig i sommer.

- Dortmund var interesseret, og de henvendte sig. Jeg tror nok, at de har kontaktet alle de kandidater, de havde, og jeg var en af de mange, de sikkert havde stående. De var dér, og der var en telefonopringning fra dem. Men det er lang tid siden, og der er sket meget siden, siger Eriksen til BT.

Selv om der ikke skal herske tvivl om Mkhitaryans evner, peger den nybagte Tottenham-spiller på, at det i Parken var armeniernes kollektiv, der imponerede ham.

- Mkhitaryan er en utrolig god spiller. Men det, jeg lagde mærke til i Parken, var, at de var rigtig gode som hold. Det var tydeligt, at de vidste, hvordan de skulle spille hinanden, og samtidig kom deres individuelle kvaliteter frem, siger han.

- Selvfølgelig er han en spiller, man skal være opmærksom på, men vi skal holde øje med alle, for de gjorde det overraskende godt kollektivt, siger Eriksen og nævner en af de andre armeniere, der imponerende ham.

- Özbiliz, som jeg har spillet med i Ajax, var virkelig god mod os, så de har en masse spillere, der gjorde det godt i Parken. Men der havde vi også en offday, så det må vi revanchere på tirsdag.

I 0-4-kampen i Parken spillede Andreas Bjelland i det centrale forsvar, og han er ikke i tvivl om, at Mkhitaryan skal stækkes.

- Han er en dygtig spiller, som er svær at dæmme op for. Han har en spøjs statur af en fodboldspiller at være, men han er helt fantastisk på bolden og har et fantastisk blik for sine offensive kammerater, siger Bjelland.

- Det lykkedes ikke at stoppe ham sidst, for han fik alt for meget plads, og de var dygtige til at udnytte og straffe de fejl, vi lavede. Der er ingen tvivl om, at ham skal vi have dæmmet op for.

Danmark slipper øvrigt for tomålsskytten fra kampen i Parken, Yura Movsisyan, da han har karantæne til kampen.