Zlatan Ibrahimovic har fået en fremragende start i Paris. De franske medier stiller nu spørgsmålstegn ved, om svenskeren er på niveau med fænomenet Zidane.

13 mål i de første 12 kampe for Paris Saint-Germain. Zlatan har fået en drømmestart på sin karriere i fransk fodbold, og det går ikke ubemærket hen. Den franske presse skamroser topscoreren både for hans spil og hans mange mål.

- Statistikken er imponerende. Er Ibrahimovic ligeså stor som Zidane? Fortsætter han på denne måde ender han på 41 sæsontræffere, skriver den franske avis Le Parisien.

I liga-regi har han blot skulle bruge ni kampe på at nå sine 10 sæsontræffere, et gennemsnit på 1,1 kasse pr. kamp, eller med andre ord et mål pr. 81. minut på banen. Sidst man så en spiller nå 10 sæsontræffere i nogenlunde samme tempo var da Benzema for fem år siden nåede 10 mål efter 10 kampe spillet.

Og de imponerende statistikker stopper ikke. For med sine 10 mål ud af PSG's samlede 16, så står Zlatan faktisk for 63% af hovedstadsklubbens sæsonmål hidtil.

Pariserklubben har fået en fornem sæsonstart. Således ligger klubben ubesejret på førstepladsen i Ligue 1, mens de i Champions League ligger lunt i svinget til videre avancement.