Åge Hareide tager muligvis snart turen over Øresundsbroen for at skifte Malmö FF ud med DBU og et landstrænerjob i Danmark. Det mener både Politiken og TV 2 Sport.

Men i Malmö FF er meldingen ikke helt så klar. Åge Hareide har endnu ikke informeret sin nuværende arbejdsgiver om forhandlingerne med DBU, fortæller klubbens direktør, Nicklas Carlnén.

»Jeg har forstået det sådan, at I har fået info fra DBU om, at de har været i kontakt med os angående Åge. Jeg kan bare sige, at vi ikke har haft nogen dialog med DBU. Der er ikke noget for os at kommentere,« siger Carlnén til BT.

Åge Hareide har en løbende aftale med Malmö FF, hvor der er seks måneders opsigelse. Carlnén vil ikke kommentere på, om Malmö FF vil kræve kompensation for at slippe Hareide før tid.

»Vi har en anden type aftale med ham, som er en normal ansættelse. Der er ingen slutdato på den kontrakt. Vi ville gå på pausen, før vi gik videre. Og der er ingen anden plan end det.«

Har I en aftale om, at hvis der kommer andre tilbud til Hareide, skal han komme til jer med det?

»Ja, præcis som i alle andre sammenhænge gælder det, at hvis Åge vil stoppe her for at tage en ny opgave, skal han sige op i foreningen. Præcis som alle andre ansættelser. Det er det, der er forudsætningen.«

Har I nogle møder med Åge Hareide de kommende dage?

»Jeg møder ham jo hver dag. Der er intet planlangt ud over den sædvanlige kommunikation. Vi har jo det hele her på stadion, så vi sidder meget tæt på hinanden rent fysisk. Vi mødes måske ikke dagligt, men helt sikkert hver uge. Og vores sportschef, Daniel Andersson, ser både truppen og spillerne hver dag. Men der er ikke noget specielt planlagt.«

I ved ikke, om Åge Hareide skal være dansk landstræner?

»Nej, jeg har ikke fået nogen information af DBU eller Åge i den sammenhæng.«

Hareide var ikke til træning i dag. Hvad er forklaringen på det?

»Han er i Gøteborg. Han driver også en virksomhed, og så har han et møde klokken 9 i morges. Derfor var han ikke til træning i dag.«