Den tidligere fodboldspiller og nuværende skuespiller Vinnie Jones er kommet i strid modvind. Et billede delt på hans Twitter-konto har skabt oprør - men Jones afviser, at det er ham, der står bag.

I en årrække terroriserede Jones engelsk fodbold med sin aggressive spillestil, som han blev mest kendt for i sin tid i Wimbledon, hvor han sammen med resten af mandskabet blev ramt af den dækkende betegnelse 'The Crazy Gang'.

Siden har han skabt sig en skuespillerkarriere - bedst kendt fra Mean Machine, Lock Stock and Two Smoking Barrels og Snatch - men kontroverserne hænger ved den 52-årige brite.

Jones bor til daglig i Los Angeles, men han ejer stadig et landsted i England, hvor han ofte går på jagt. Herfra har han delt flere billeder af jagttrofæer, men lige netop dette billede er for meget af det gode for flere parter.

Den tidligere fodboldspiller er kommet i modvind, efter et billede med omkring 100 skudte ræve er blevet delt på Jones' Twitter-konto. Billedet blev hurtigt slettet, mens dyreaktivister raser over Jones.

»Selv om jagten måske er lovlig, er der ingen tvivl om, at det er uetisk og helt og aldeles unfair, da ræve-bestanden regulerer sig selv,« siger Philippa King, som repræsenterer foreningen League Against Cruel Sports, der kæmper for, at dyr ikke mishandles i forbindelse med sport og jagt, ifølge The Independent.



Jones har selv en god forklaring på, hvad der er sket.

Det er slet ikke ham, der står bag billedet, siger Jones, der påstår at have været hacket.

Ifølge avisen The Independent giver det god mening, da en jagtklub har sået tvivl om, hvorvidt Jones overhovedet ville kunne opdrive 100 ræve i England - derfor lød budet, at han havde løjet med sit billede eller strukket sandheden.

Men der er ikke tale om nogen af delene ifølge Jones, der efter at have undersøgt sagen har fundet en skyldig. Angiveligt er det en tidligere assistent, der står bag hacket. Billedet lader desuden til at stamme fra en anden Facebook-side, der interesser sig for jagt.

Jones sluttede sin fodboldkarriere tilbage i 1999. Han har spillet for Wimbledon, Chelsea, Leeds, Sheffield United og Queens Park Rangers.