Lille med Simon Kjær i en central forsvarsrolle har haft en forrygende sæson. Ikke mindst i den defensive afdeling.

20 'clean sheets' vidner om det mest skudsikre forsvar i Europas fem største ligaer, og de defensive dyder har sendt det Nordfranske hold på kurs mod Champions League i næste sæson takket være tredjepladsen i Le Championnat.

Spørgsmålet er så om den danske landsholdsspiller stadig er at finde i det franske, når bolden ruller igen efter sommerferien. AC Milan meldes inde i billedet, og det samme gør Manchester United, der står foran en total genopbygning af forsvaret.

Og sker det, så bliver Simon Kjær indiskutabelt den dyreste danske fodboldspiller til dato. Der nævnes priser i omegnen af 150-170 millioner kroner.

Simon Kjær har tidligere spillet for FC Midtjylland, Palermo, Wolfsburg og Roma, men et nyt klubskifte taler han diplomatisk om.

- Det er selvfølgelig altid et skulderklap at blive nævnt med store klubber, men jeg bruger slet ikke koncentration på rygter om andre klubber. Jeg bruger alle kræfter og al fokus på at nå mit store mål med, at vi i Lille skal spille Champions League i næste sæson, siger han.

Det er ingen hemmelighed, at Simon Kjær af flere omgange som spiller i Wolfsburg og Roma samt den danske landsholdstrøje har lagt ryg til en del kritik.

Lilles optur af en sæson har også givet den blonde stopper medvind i pressen i Frankrig. France Football vurderer ham til at være ligaens ottende bedste spiller på en tabel, hvor blandt andre en verdensstjerne som Edison Cavani ikke engang er blandt de 20 bedste.

- Det er da et tegn for mig på, at jeg har spillet en stor sæson og især, at jeg har været enormt stabil. Hvis jeg nu havde spillet bare fem piv-ringe kampe, så lå jeg jo nok ikke så højt på ranglisterne. Men den slags er underholdning og altså ikke det vigtigste i vores fodbolddagligdag.

Senest vandt Lille 1-0 over Valenciennes, og Simon Kjær forlod til holdkammeraternes overraskelse banen for at fejre sejren med 150 danske efterskoleelever, der overværede kampen på det udsolgte stadion.

- Det var da bare sjovt at se så mange danskere hernede i Frankrig, så jeg ville gerne op til dem. Det var efterskoleelever, der var inde at se kampen, og vi snakkede lidt, og de fik nogle autografer. Men nogle af franskmændene var lidt chokerede bagefter, for de var ikke vant til at se en spiller hoppe ud blandt 45.000 tilskuere.