De engelske medier er ikke imponerede over den modstand, som FC Nordsjælland ydede på Stamford Bridge.

Selvom Chelsea hentede en storsejr over de danske mestre i den sidste runde af gruppespillet i Champions League, er det ikke noget, der imponerer de hjemlige medier.

De engelske aviser konstaterer nøgternt, at det ikke bliver nemmere i Champions League end det var onsdag aften mod danskerne. Det var ganske enkelt flere klasser til forskel mellem de to hold.

The Guardian:

- Den helt korte konklusion. Det bliver ikke nemmere i Champions League end mod et hold som Nordsjælland. Desværre var målfesten spildt skønhed for Chelsea.

The Daily Express:

- Når man ser bort fra skammen over at være det første forsvarende mesterhold, der ryger ud i gruppespillet, så vil kampen trods alt kunne bruges til at tanke selvtillid. Chelsea var dominerende fra start til slut mod et dansk hold uden modtræk.

Telegraph:

- Fernando fik den bedste medicin til at kurere sin generthed foran mål mod turneringens mest hullede forsvar. Men selv to mål mod et så rystende dårligt dansk hold, betyder ikke, at han er kureret. Torres kunne have scoret flere, men Nordsjællands Jesper Hansen arbejdede på overtid for at holde ham væk.

The London Evening Standard:

- En overlegen sejr til Chelsea over de danske miniputter lå i kortene allerede før kampen. Alligevel måtte Chelsea arbejde sig ind i opgøret, før danskerne faldt. Og hvordan var det gået, hvis FC Nordsjælland havde scoret på deres straffespark? Anden halvleg viste dog, at der var mange klasser til forskel på de to hold.