Såvel Liverpool og Barcelona har bekræftet henholdsvis salg og køb af Luis Suarez, og nu mener de største engelske medier også at vide, hvad prisen endte med at blive.

Både BBC og Sky Sports beretter om en endelig salgspris på 75 millioner pund, hvilket svarer til 703 millioner danske kroner. Det har også været den pris, der længe har været talt om, men tidligere på ugen skrev Barcelona-avisen El Mundo Deportivo ellers, at Barcelona grundet Suarez' fire måneder lange karantæne havde fået en klækkelig rabat på mere end 150 millioner kroner.

Luis Suarez har endnu ikke skrevet endelig under med Barcelona, men ventes at gøre det i næste uge, efter han har bestået lægetjekket. Det bliver på en femårig kontrakt, og Barcelona har - ifølge den spanske avis AS - i den forbindelse spurgt FIFA, om man har lov til at præsentere ham for fansene på Camp Nou, selvom han har karantæne.