Den engelske fodboldspiller Jermaine Pennant har fået flere muligheder for at genstarte sin karriere. Nu får han en mere.

Angriberen, som engang var et af Europas helt store talenter med 24 engelske U21-landskampe på CV'et, har skrevet en et-årig kontrakt med Tampines Rovers i Singapore.

Det skriver nyhedsbureauet AFP tirsdag.

Kontraktens størrelse er ikke offentliggjort, men Tampines Rovers bestyrelsesformand Krishna Ramachandra siger til lokale medier, at der er tale om en "sexet" sum.

Ifølge avisen The Straits Times får Pennant 28.000 dollar om måneden. Det svarer til 190.000 kroner.

Selv om det kun skulle svare til en fjerdedel af den løn, Pennant tjente i Wigan i 2015, er det alligevel den højeste løn, en spiller nogensinde har modtaget i Singapores fodboldliga.

»Det er ikke en dårligere liga, men et nyt kapitel,« siger Pennant selv om kontrakten.

33-årige Jermaine Pennant spillede seks år i Arsenal fra 1999 til 2005, men var udlånt til andre klubber undervejs. Da Arsenal købte den dengang kun 15-årige fodboldspiller for godt og vel 20 millioner kroner, var han Englands dyreste teenager.

Bedst gik det, da han kom til Liverpool fra 2006 til 2009. Her spillede han blandt andet en stor rolle i Champions League-finalen i 2007, hvor Liverpool ganske vist tabte 1-2 til Milan.

De seneste år har karrieren budt på fodbold i Spanien, Indien og England for Jermaine Pennant. Særligt i Real Zaragoza blev han først og fremmest kendt for sine disciplinære problemer.

Ved hans første træningskamp, i forbindelse med en prøvetræning i klubben for en uge siden, dukkede 1.200 tilskuere op. Det er markant flere end der normalt er i gennemsnit til en turneringskamp i Singapores professionelle S-League.