Diego Costa holder sig ikke tilbage.

»Jeg er ikke en kriminel. Jeg synes ikke, at det er fair efter alt, hvad jeg har gjort for klubben,« siger han i et interview med Daily Mail.

Den brasilianskfødte spanier har i øjeblikket sat sit fodboldliv på standby. Frivilligt og i høj grad ufrivilligt.

Han scorede 20 mål for Chelsea i den seneste sæson og var i høj grad med til at hjælpe holdet til guldet.

Nu sidder han i sin lille brasilianske fødeby, Lagarto, hjemme hos sin mor og far. Og dér har han tænkt sig at blive.

Chelsea-manager Antonio Conte meddelte ham tidligere på sommeren, at der ikke var brug for Diego Costa i den netop påbegyndte sæson.

Tilbuddet fra den engelske klub har været at træne med reserverne, og det er angriberen ikke interesseret i. Derfor Lagarto på fuld tild.

»Det ville et meget dårligt og grimt liv. Det ville ikke respektere, hvad jeg har gjort for klubben. Her er jeg med mennesker, der elsker. Jeg vil gerne lade fansene vide, at jeg stadig holder meget af dem, men jeg tager ikke tilbage for at blive adskilt fra de andre,« siger Diego Costa til Daily Mail-journalisten, der uanmeldt dukkede op hjemme hos Chelsea-angriberens forældre i weekenden.

Men blev inviteret indenfor.

Her i den lille brasilianske by sidder Diego Costa og venter på en afklaring på fremtiden. Han har afvist alle tilbud fra andre klubber. Undtagen fra én.

Han vil tilbage til sit fodboldhjem, i Atletico Madrid.

»Jeg vil have aftalen med Atletico på plads i denne måned. Jeg forestiller mig, at jeg skal til Madrid, træne, komme i bedste mulig form og være klar til VM,« siger Diego Costa, der i Brasilien holder sig i en form med en personlig træner.

I øvrigt har han gemt den famøse sms fra Antonio Conte, hvori beskeden kom om, at han ikke havde en fremtid i Chelsea. Han har gemt den, så han kan vise den til folk, der ikke tror på, at det var sådan det foregik.

»Jeg var sammen med det spanske landshold, alene på mit værelse, da den kom. Jeg var chokeret over, at få beskeden på den måde. Jeg viste den til mine holdkammerater, og de kunne ikke tro, at han havde gjort det,« siger Diego Costa.

Hjemme fra sine forældres hus på den anden side af jorden kunne han i øvrigt se Chelsea tabe sæsonens første kamp i weekenden, da det hjemme blev 2-3 mod lille Burnley.