Kim Aabech lavede et verdensklassemål med hælen i AGFs 4-0 sejr over Brønshøj. Og det er et mål, der skaber genklang i udlandet, hvor Daily Mirror sammenligner detaljen med den svenske superstjerne Zlatan Ibrahimovic.

Søndag fik AGF en vigtig sejr over bundbroppen Brønshøj, som betyder, at den aarhusianske klub holder trit med Viborg i toppen af 1. division. Men det er ikke storsejren på fire mål, der skaber anerkendelse dagen derpå.

I stedet er det AGF-angriberen Kim Aabech, som er blevet et samtaleemne i udlandet. For angriberens scoring til 1-0 var en vaskeægte drømmekasse.

Ved bagerste stolpe modtager Kim Aabech et højt indlæg fra højre side, som umiddelbart ligger bedst til angriberens højre ben. Men i stedet vælger han at dreje sig rundt og flugte bolden i Brønshøj-målet med den venstre hæl. Vel at mærke uden at kigge.

Det engelske medie Daily Mirror taler bestemt ikke målet ned. De mener, at Aabechs hælflugter-mål var på højde med de mål, som Zlatan Ibrahimovic præsterer på sine bedste dage.

Se Kim Aabechs flotte scoring her.