Den forgangne uge var skidt for Brøndby.

Denne uge begynder med en noget mere positiv historie for den danske Superliga-klub. For nu bringer det engelske medie Daily Mirror historien om, at et af de allerstørste Premier League-ikoner kan være på vej som ny træner på Vestegnen.

Ingen andre end John Terry, mangeårig anfører i Chelsea.

John Terry, Brøndby-træner til sommer?
John Terry, Brøndby-træner til sommer? Foto: John Sibley
Vis mere

Den 35-årige miderforsvarer har kontrakt-udløb til sommer, og forlader til den tid klubben i London efter knap 20 på førsteholdet.

Endnu er der offentliggjort noget om, hvor han skal hen. Nu skriver Daily Mirror: »Han kan blive tilbudt en hurtig vej ind i trænerjobbet i Brøndby.«

Det engelske medie påpeger, at Brøndby-ejer Jan Bech Andersen – bosiddende uden for London – er en god ven af John Terry. Og at det kan ende med at den tidligere engelske landsholdspiller kan få en rolle som både spiller og træner i den danske klub.

BT har været i forbindelse med Brøndbys kommunikationschef, Christian Schultz, der meddeler: »Vi har ingen kommentarer til spekulationerne i Daily Mirror.«

Det er under en måned siden, at John Terry ligeledes blev sat i forbindelse med Brøndby. Dengang i februar kom det frem, at Chelsea-spilleren følger Brøndby på Instagram. Efterfølgende sagde Brøndby-sportsdirektør Troels Bech i forbindelse med en spørgetime med klubbens fans, hvor et spørgsmål gik på, om John Terry skal spille i Brøndby:

»Nej, der er ikke noget, der tyder på, at Terry kommer, og Tintin gør heller ikke. Der er rigtig mange millioner grunde til, at Terry ikke kan spille for os.«

Det er ikke nogen hemmelighed, at Brøndby-ejer Jan Bech Andersen tidligere har drømt om at se John Terry i Brøndby.

Helt tilbage i oktober 2014 var TV 2 på besøg hos Jan Bech Andersen, og her dukkede John Terry også op. For rullende kamera spekulerede Brøndby-bossen dengang i, at se vennen i Brøndby:

»Det ville være en drøm, der gik i opfyldelse. John har en masse år i sig endnu, og jeg mener faktisk, at han bliver bedre og bedre. John kan fortsætte i mange, mange år endnu, men jeg ville elske at se ham i Brøndby,« sagde Jan Bech Andersen til TV 2.

Selv sagde John Terry om at komme til Brøndby på et tidspunkt: »Det kunne godt være - en dag.«

Og fortsatte: »Efter mine kampe for Chelsea er det første, jeg tjekker i weekenden, hvordan det er gået Brøndby. Jeg vil, at det går godt for holdet og for Jan. Han er så passioneret omkring fodboldklubben, og han har allerede ændret en pokkers masse ting, og de er på vej op. For mig er det fantastisk at se.«

I øjeblikket hedder træner i Brøndby Auri Skarbalius, men selv om han søndag kom godt fra start med en sejr over Randers FC i sin første kamp, bliver han kun i jobbet sæsonen ud.

Han stopper igen til sommer og vil kun være midlertidig afløser for Thomas Frank, der i sidste uge sagde sit job op som konsekvens af 'Oscar'-gate. Her var det bla i BT kommet frem, at Jan Bech Andersen havde kritiseret træneren voldsomt i et online-debatforum for Brøndby-fans. Se de mange kommentarer her

Det kulminerede onsdag, da Thomas Frank sagde op og Auri Skarbalius blev udnævnt som afløser, mens Jan Bech Andersen måtte forklare sig for fans og medier.