Det var ikke rart syn, der ventede det engelske landshold, da FIFA torsdag formiddag smed en dugfrisk verdensrangliste på nettet.

For her kunne englænderne konstatere, at lillebror fra Wales for første gang i historien har overhalet den stolte fodboldnation.

Englænderne er nummer 10 på listen, mens Wales ifølge FIFA er verdens niendebedste fodboldnation.

Den walisiske landstræner, Chris Coleman, siger, at den nye rangliste er »et selvtillidsboost«, men understreger, at holdet først er en succes, hvis det kvalificerer sig til sommerens EM-slutrunde. Slår Wales Cypern i aften, er den lille fodboldnation kun en sejr fra sin første slutrunde nogensinde.

Argentina topper verdensrangliste foran Belgien og Tyskland. Danmark er på 22.-pladsen, tre pladser foran fredagens EM-kvalifikationsmodstander, Albanien.

Island ligger nummer 23, Sverige er nede på 36.-pladsen, mens Norge frister en trist tilværelse nede på 69.-pladsen.