Den tidligere engelske landsholdsstjerne og mangeårige fodboldekspert på tv, Gary Lineker, skal skilles fra Danielle Bux, der er undertøjsmodel og skuespiller.

Parret har offentliggjort, at de går hver til sit efter seks års ægteskab. Det skriver flere britiske medier, og Gary Lineker har bekræftet nyheden på sin Twitter-konto.

»Tak for alle de mange søde ord. Danielle Bux og jeg havde mange vidunderlige år sammen, og vi er stadig gode venner,« skriver han.

Ægteskabet har ifølge de britiske aviser knaget i et stykke tid, hvor Danielle Bux har tilbragt megen tid i USA, mens Gary Lineker som vært på fodboldprogrammet Match of the Day har brugt næsten al sin tid i England.

Ifølge Daily Mail har den 55-årige Gary Lineker og den 36-årige Danielle Bux forskellige forventninger til fremtiden. Danielle Bux vil gerne stifte familie, mens Gary Lineker - der allerede har fire børn - føler, at han er for gammel til at blive far igen.

Gary Lineker var som fodboldspiller en frygtet angriber, der lavede 48 mål på det engelske landshold i 80 kampe. Han blev topscorer ved VM-slutrunden i 1986 med seks mål.

Han spillede for Leicester City, Everton, FC Barcelona, Tottenham og den japanske klub Nagoya Grampus Eight.