I kølvandet på en række kedelige sager om racisme har det engelske fodboldforbund nu en plan klar. Udenlandske spillere skal blandt andet uddannes i engelsk kultur.

Engelsk fodbold har de seneste år været skæmmet af en række alvorlige racisme-sager. Blandt de mest prominente har været Suarez-sagen, hvor Liverpools uruguayaner angiveligt kaldte Evra for "negrito" og Terry-sagen, hvor Chelsea-forsvareren blev dømt for racistiske udtalelser mod Anton Ferdinand.

Efter anmodning fra den engelske Premierminister David Cameron i februar, planlægger det engelske fodboldforbund nu en række initiativer, der blandt andet skal sikre at Premier Leagues udenlandske spillere i højere grad bliver 'kulturelt uddannet'.

Ifølge BBC, vil det nye initiativ være en del af et 93 siders dokument kaldet 'Engelsk fodbolds integration og anti-diskriminations plan'. En plan der også vil betyde, at der fremover skal indføres en obligatorisk anti-racisme klausul i spillere og træneres kontrakter.

Nødvendigheden i, at uddanne udenlandske spillere i engelsk kulturforståelse, stod klart i kølvandet på Suarez-sagen. Selv om Suarez indrømmede at have kaldt Evra for 'negrito', hævdede han, at udtalelsen ikke var racistisk ment, men var et almindeligt anvendt ord i Uruguay. FA var langt fra enige i den udlægning, men har ikke desto mindre erkendt, at udenlandske spillere skal opdrages i at gebærde sig i Premier Leagues heksekedel.

Der er i dag mere end 60 procent udenlandske spillere i Premier League.