Ifølge avisen Daily Mail har danske Kasper Schmeichel spillet en hovedrolle i afskeden med Leicester-træner Claudio Ranieri.

Fredag sendte Kasper Schmeichel ellers som den første Leicester-spiller en personlig hilsen til træneren Claudio Ranieri, som fik sparket i denne uge af klubbens ledelse efter en sæson med skuffende resultater.

Lørdag er der så nyt fra England om, hvad der fik Leicester-ejeren Vichai Srivaddhanaprabha til at føre kniven over manden, der sikrede klubben et chok-mesterskab i seneste sæson.

Således skulle ejeren allerede før Claudio Ranieris sidste kamp i spidsen for holdet have talt med ledende profiler i Leicesters spillertrup og reelt have truffet sin beslutning om at fyre træneren på baggrund af de informationer, han fik fra spillerne.

Og det er her, at avisen Daily Mail peger på danske Kasper Schmeichel som en af de spillere, der havde en hovedrolle i at få afsat Claudio Ranieri.

Avisens antagelse om den danske målmands rolle er baseret på anonyme kilder, men fastslår samtidig, at Schmeichels kritiske kommentarer efter Leicesters nederlag til Manchester United 5. februar skulle have slået hovedet på sømmet for ledelsen.

Efter nederlaget på 1-2 mod Sevilla i Champions League i denne uge, stod Kasper Schmeichel ved sine kritiske udtalelser fra ugerne før.

»Jeg er en ærlig fyr, og jeg siger, hvad jeg mener, og jeg kom lige fra banen og var følelsesladet. Men jeg står ved alt, jeg sagde. Det var ikke min opgave at fortælle mine holdkammerater, at de skulle tage sig sammen, fordi vi er sammen om det her,« sagde han ifølge avisen og fortsatte:

»Vi har ikke sat os selv i denne her position på grund af, at en eller to spillere ikke har præsteret. Vi har bare ikke præsteret godt i Premier League i denne sæson, og det er et faktum.«

»Alle i klubben må give mere, fordi vi er nødt til at komme ud af den situation, som vi er i i Premier League. Det skal vi fortsætte med. Vi har haft aftener i Champions League, hvor det er gået godt, og hvor det kunne have været et vendepunkt, men det har det ikke været. Det er op til os at sikre, at det kommer til at ske,« sluttede Kasper Schmeichel.

Selvom Daily Mail altså hævder, at danskeren var en af dem, der gik forrest i at få afsat træneren, så skulle Ranieris taktiske dispositioner og metoder til træning også være et kardinalpunkt i forhold til, at Leicester brød med træneren, der i seneste sæson skaffede klubben dens største triumf nogensinde.

Om Kasper Schmeichel virkelig havde en hovedrolle i fyringen af italieneren, står lige nu uimodsagt tilbage. Danskeren var derimod den første Leicester-spiller, som offentligt gik ud og sendte Ranieri en hilsen via sin profil på Instagram.

»Jeg vil gerne takke Claudio for alt, hvad han har gjort for Leicester City Football Club og for mig personligt,« skrev Kasper Schmeichel.

BT har været i kontakt med Kasper Schmeichels engelske agent Kenneth Shepherd, der fortæller, at de ikke har nogle kommentarer til historien.