Endnu engang var der lagt op til et spændende London-derby mellem sidste sæsons engelske mestre og vicemestre, da Chelsea gæstede Tottenham.

For Chelsea var det vigtigt at revanchere sig, da man skuffede fælt i ligaens første runde, hvor man endte med et nederlag hjemme mod Burnley efter at have været bagud med 0-3 og fik to røde kort.

Foran dem stod dog en på papiret vanskelig opgave mod Tottenham, der i sidste sæson var Premier Leagues bedste hold på hjemmebane. Den er dog midlertidigt blevet skiftet ud med det engelske nationalstadion, Wembley, mens man bygger nyt stadion på White Hart Lanes gamle adresse.

Og så fristes man til at sige, at det gik, som det plejer, når Chelsea møder Tottenham på Wembley. De to hold har mødtes tre gange på Wembley de sidste fem år – to gange i FA Cup-semifinalen og en gang i ligacupfinalen – og alle tre gange har Chelsea trukket sig sejrrigt fra kampen. Søndag var ingen undtagelse.

Dansker i nøglerolle
Kampens spiller var uden tvivl Chelseas spanske wingback Marcos Alonso, der i første halvleg lavede en perle af et frisparksmål. Med fem minutter igen blev han matchvinder efter en afslutning fra venstre side af feltet, hvor Tottenham-målmand Hugo Lloris ikke så alt for skarp ud.

Med danskerbrillerne på var Christian Eriksen Tottenham-manden bag sit holds eneste scoring. Ti minutter før tid var det hans hårde frisparksindlæg, der blev headet ind som et selvmål af gæsternes Michy Batshuayi.

Derudover var der glædeligt nyt for Andreas Christensen, der ser ud til at være en anelse tættere på spilletid, end man kunne have frygtet. Den tidligere Borussia Mönchengladbach-spiller var søndag med fra start i fraværet af Gary Cahill, der var ude med karantæne.

 
Christian Eriksen og Tottenham tabte søndag eftermiddag 1-2 hjemme mod Chelsea med Andreas Christensen.
Vis mere

Andreas Christensen lignede et femtevalg i Chelseas tremandsforsvar før sæsonen, men med Cahill ude valgte Antonio Conte at smide danskeren i forsvaret, mens David Luiz røg op på midtbanen.

Chelsea-danskeren havde et par usikre momenter i kampen, men leverede ellers en stabil præstation i det spændende opgør, hvor han blandt andet fik afvist Harry Kane et par gange.

Andreas Christensen (forrest til højre) har netop fejret en af Marcos Alonsos scoringer i 2-1-sejren over Tottenham den 20. august.
Andreas Christensen (forrest til højre) har netop fejret en af Marcos Alonsos scoringer i 2-1-sejren over Tottenham den 20. august. Foto: SEAN DEMPSEY
Vis mere

Tottenhams Wembley-kompleks
For Tottenhams vedkommende var søndagens opgør mod Chelsea en mulighed for at bevise sig i forhold til en uheldig statistik.

Foruden diverse Wembley-nederlag til Chelsea, så var det berømte stadion også Tottenhams hjemmebane i deres europæiske kampe i sidste sæson. Også med resultater, som klubben nok helst vil sende i glemmebogen.

Tre Champions League-kampen på Wembley endte med to nederlag og en sejr, mens men i Europa League røg ud i 1/16-finalerne til Gent efter 1-0 i Belgien og 2-2 på Wembley.

Den tidligere Arsenal-spiller Martin Keown har i en klumme for Daily Mail beskrevet, hvordan Tottenham skal komme godt fra start på Wembley, så det føles hjemme. Han oplevede selv den negative effekt af Wembley for 18 år siden.

’Da Arsenal spillede Champions League-kampe på Wembley, blev alle modstandere bedre. Vi mødte Fiorentina i 1999, og jeg kan huske Gabriel Batistuta, der havde et kæmpe smil på. Han var så tændt over at spille på Wembley  - du kunne se, hvor spændt han var, når han talte med holdkammeraterne,’ skriver Keown om kampen, som Arsenal tabte 1-0.

I gårsdagens kamp var Tottenham det dominerede og mest chanceskabende hold, men Antonio Contes effektive Chelsea-mandskab slukkede Wembley-festen for ’hjemmeholdet’, fortalte Tottenham-træner Mauricio Pochettino til Reuters efter kampen.

»Wembley-effekten var ikke skyld i, at vi tabte. Hvis du elsker fodbold, ved du, at Wembley ikke er problemet. Vi tabte ike på grund af banen, men fordi de var mere kliniske foran mål end os,« sagde Pochettino.