Nicklas Bendtner gennemgår en svær tid i øjeblikket. Han er sat på porten i Wolfsburg, som ikke længere ønsker, at danskeren deltager i træningen, selvom han er på kontrakt helt frem til sommeren 2017.

I sidste uge kom det frem, at han ikke længer danner par med skuespilleren Julie Zangenberg, som han med en afbrydelse undervejs ellers har været kæreste med siden sommeren 2012.

Nu har Bendtner også sagt farvel til en anden kvinde, der de seneste år har spillet en væsentlig rolle som hans talerør til offentligheden og som hans skærmende mur i forhold de mange nysgerrige spørgsmål omkring hans aktiviteter udenfor fodboldbanen.

Elisa Lykke forklarer her, hvorfor hun ikke længere arbejder som PR-agent for fodboldspilleren.

»Nicklas og jeg er blevet enige om at jeg ikke længere er den rette til at hjælpe Nicklas med hans pressehåndtering. Alt presserelateret kommer fremover til at gå gennem hans spilleragent Ivan Marco Benes. Det er iøvrigt helt udramatisk og alt er foregået i den bedste ro og orden.«

Elisa Lykke fastslår, at hendes afslutning af samarbejdet med Nicklas Bendtner ikke har nogen sammenhæng med fodboldspillerens brud med sin nu forhenværende kæreste, skuespilleren Julie Zangenberg, som Elisa Lykke i øvrigt fortsat arbejder for.

»Nej, det har det absolut ikke. Parret har tidligere været gået fra hinanden, og det har jeg kunnet håndtere fint og professionelt, selvom jeg repræsenterede dem begge.«