Midtbanespilleren Sebastian Rode er det seneste medlem af Bayerns førsteholdstrup, der må sidde over, når de tyske mestre skal spille semifinale i Champions League mod Barcelona på onsdag.

Rode har efter Bayerns seneste kamp mod Leverkusen fået en muskelskade, der holder spilleren ude af det kommende topbrag mellem Bayern München og Barcelona.

Rode har langsomt, men sikkert, arbejdet sig ind i startopstillingen hos Bayern. Foreløbigt har Rode fået 32 kampe i denne sæson og scoret tre mål siden sit skifte fra Eintracht Frankfurt sidste sommer.

Den 23-årige tysker var formodentlig årsagen til, at Pierre-Emile Højbjerg blev udlejet til Augsburg tidligere på sæsonen. Begge spilleres position er på den centrale midtbane som balancespiller, og Rode er blevet brugt langt hyppigere på midtbanen, når de faste spillere såsom Schweinsteiger, Lahm og Xabi Alonso ikke har været tilgængelige.

Udover Rode må Bayern undvære Franck Ribéry, Arjen Robben, David Alaba og Holger Badstuber til morgendagens kamp mod Barcelona. Robert Lewandowski forventes at spille med ansigtsmaske efter han brækkede både næse og kindben i en pokalkamp mod Borussia Dortmund.