Chelsea har fået en miserabel begyndelse på denne sæson, og José Mourinho er ude i tovene. Det viste den portugisiske manager tydeligt efter lørdagens 1-3 nederlag til Southampton, hvor han for åben skærm holdt en syv minutter lang forsvarstale og argumenterede for, at Chelsea ikke burde fyre klubbens bedste manager nogensinde.

Men Mourinho har gennem tiden uddelt så mange svinere til sine kollegaer, så der er flere, som nu har svært ved at modstå trangen til at betale tilbage.

Det tidligere mestertræner i Real Madrid og Milan Fabio Capello mener i hvert fald ikke, at Mourinhos metoder er særligt anbefalelsesværdige.

»Mourinho brænder sine spillere ud efter halvandet år - maksimalt to år,« siger Capello ifølge La Gazzetta Sport til det italienske Fox Sports.

»Mou er en stor træner, men efter halvandet år ødelægger han sine spillere. hans drenge er psykologisk heller ikke stand til at give ham, hvad han vil have. Hans perioder plejer at vare omkring den tid,« siger Capello, der mener, at Mourinho får svært ved at vende udviklingen.

Italieneren peger på, hvad der efter hans mening er galt med Chelsea.

»De har ingen rytme, ingen aggression. Ivanovic er ikke sit normale selv, og tabet af Courtois gør ondt, for mange af de mål, der er blevet er scoret mod Chelsea, ville ikke være gået ind, hvis deres førstemålmand havde været klar.«

På spansk radio har et andet offer for Mourinhos stikpiller givet lidt igen. Real Madrid-træneren Rafael Benitez udtalte sig om tre kollegaer:

»Pellegrini og Ancelotti, store trænere og store mennesker. Mourinho, stor træner,« lød karakteristikken for åben person i programmet El Partido de las 12 på den spanske radiostation COPE.