Den tidligere frontmand i FC Midtjylland, Jens Ørgaard, kan nu endelig kalde sig fodboldagent. Efter han i april 2012 meddelte, at han ville stoppe som direktør, gik han i gang med at forberede sig til arbejdet som agent, men trods mange års erfaring med at købe og sælge spillere lykkedes det ham hverken i første eller andet forsøg at tage eksamen.

Nu er det endelig lykkedes. I tredje og sidste forsøg, inden han ellers skulle have ventet i to år, før han igen kunne have forsøgt at tage certifikatet.

- Ja, det kan jeg godt bekræfte. Jeg har bestået agenteksamen. Ellers har jeg ikke lyst til at sige ret meget. Jeg har det faktisk rigtig godt med at være uden for rampelyset igen, og der vil jeg gerne holde mig, siger Jens Ørgaard.

Den nyslåede agent havde i sin FC Midtjylland-tid et tæt samarbejde med agenten Ivan Marko Benes, som blandt andet stod bag de særdeles indbringende salg af blandt andre Winston Reid til West Ham, Simon Poulsen til AZ Alkmaar, Jakob Poulsen til Monaco, Femi til Groningen og ikke mindst Mohamed Zidan til Werder Bremen. Siden Jens Ørgaard stoppede som agent har de to indledt et mere formelt samarbejde i Benes' agentvirksomhed Butique Transfer and Management, BTAM, hvor også Henrik Risom er ansat.

- Det er rigtigt, at jeg er ansat i firmaet, men igen har jeg ikke så meget at tilføje, siger Jens Ørgaard, der først nu, da han formelt kan kalde sig agent, må handle på egen hånd og selv skrive under på de formelle kontrakter.

Agenteksamenen består af 20 multiple choice-spørgsmål på engelsk, der skal besvares i løbet af 90 minutter. De 15 af spørgsmålene omhandler internationale regler, mens de fem sidste handler om de specifikke regler i Danmark, hvilket Jens Ørgaard i tredje forsøg altså havde held og dygtighed nok til at svare tilfredsstillende på.

Jens Ørgaard er langt fra den eneste erfarne forhandler, der har haft problemer med at tage agent-eksamen. Således lykkedes det heller ikke i første forsøg for eksempelvis Mikkel Beck, der siden har opbygget en flot stald og tjent styrtende med penge på store handler med især Simon Kjær og stjerneskuddet fra Paris Saint-Germain, Lucas Digne.