Luiz Adriano fra Shakhtar Donetsk får en spilledags karantæne for at have blæst på fair play-reglerne i kampen mod FCN.

Nu kommer straffen til Luiz Adriano fra Shakhtar Donetsk.

Brasilianeren får en spilledags karantæne, fordi han i Shakhtars sidste Champions League-kamp ude mod FC Nordsjælland blæste på de almindelige fair play-regler ved stillingen 1-0 til FCN. 

Efter at dommeren havde ladet bolden falde, spillede Shakhtar bevidst bolden op til FCN-forsvaret, men Luiz Adriano løb i stedet hen til bolden, afdriblede den forbavsede FCN-målmand, Jesper Hansen, og scorede i det tomme mål.

Det gav stor forargelse verden over, og det europæiske fodboldforbund (UEFA) så sig nødsaget til at tage sagen op i sin disciplinær-komité.

Tirsdag kom dommen.

Luiz Adriano får ikke lov til at spille med i Shakhtars sidste puljekamp på hjemmebane mod Juventus, da han har overtrådt principperne om god opførsel, som det hedder på UEFAs hjemmeside.

Den straf vil hverken han eller klubben dog nok tage rimelig roligt. Shakhtar Donetsk er nemlig sikre på at kvalificere sig til ottendedelsfinalerne inden Juventus-kampen.

Derudover skal Luiz Adriano udføre en dags fodbold-samfundstjeneste.