En sandhed om transfervinduernes løgn

Transfervinduet er designet sådan, at sandhed og løgn er uadskillelige størrelser, hvilket vi i høj grad accepterer i de to måneder, det varer hvert år. For alle lyver. I større eller mindre grad. Mere eller mindre bevidst

I begyndelsen af januar ringede spiller-agenten Nikola Juric til min kollega Aleksandar Josevski. Han ville gerne sige undskyld for, at han havde løjet dagen før. Det havde han det alligevel ikke så godt med, "men du kender jo gamet. Det er man nødt til en gang i mellem," som han sagde.

Dagen før havde Josevski sendt ham en SMS:

- Må jeg ikke lige høre dig; norske medier skriver, at Nicki er i Trondheim for at forhandle med Rosenborg. Er det rigtigt? Gerne uden for citat. Vh, skrev han med henvisning til rygterne om, at Nicki Bille var på vej til at skifte til den norske storklub.

"Greetings from Athen!! Dejligt vejr og hyggeligt," svarede Nikola Juric og lod forstå, at han var langt fra de norske fjelde.

Det var han ikke. Han var ganske rigtig i Trondheim for at forhandle de sidste detaljer på plads mellem Rosenborg BK og hans klient Nicki Bille.

- Jeg var i Nordens Athen, som jeg kalder det, griner Nikola Juric, da jeg spørger ham, hvorfor han løj over for min kollega.

- Nogle gange har man jo mundkurv på som spiller-agent, for der er så mange hensyn at tage. Man skal tænke på spilleren, på klubben, på det PR-mæssige, og så skal man ikke bare være 100 procent, men 1.000 procent, koncentreret om at få alle detaljer med i kontrakten. Derfor kan det være nødvendigt at stikke en lille hvid løgn. Der er heller ikke noget, der er sikkert, før det hele er offentliggjort, så det er farligt at sige for meget. Men jeg var så også den første til at ringe til Aleksandar dagen efter for at sige ’undskyld, den tager jeg sgu på min kappe’, fortæller Juric.

***

Med indførelsen af transfervinduet formaliserede man ikke bare de kontraktlige forhold, men åbnede også for mediemøllen og al snakken på sportsbarerne og hjemme i stuerne. Det minder om torvesnakken, og derfra og til den deciderede løgn er der ikke ret langt. Man lavede et vindue for von hørensagen, hvor ingen rigtig ved, hvor historien egentlig begyndte, siger fodboldforfatter og cand. mag. i bl.a. filosofi, Bo Kampmann Walther.

***

Den 22. juni sidste år indledte FC Københavns sportschef Carsten V. Jensen sit pressemøde i Parken med en indrømmelse.

- I går blev jeg spurgt af en journalist, om Ariël Jacobs var på vej til FCK, og jeg svarede, at jeg aldrig havde hørt navnet før nu. Det passede selvfølgelig ikke, og det vil jeg godt beklage og sige ’godt gået’ til den givne journalist, sagde Carsten V. Jensen.

Journalisten var min gode kollega Niels Schack. Jeg havde selv dagen i forvejen afsløret Ariël Jacobs’ navn i BT efter at være blevet ringet op af en kilde, der via kontakter i trænerens gamle klub havde fået at vide, at han skulle til FC København. Niels røg en tur på træningsanlægget, og jeg må erkende, at jeg blev i tvivl om min egen historie, da CV affejede den. Heldigvis holdt den.

- Jeg var egentlig ked af at have sagt noget forkert, og det vil også være forkert, hvis den episode skal kendetegne det generelle billede, for sådan ser det ikke ud. Generelt har vi det sådan i FCK, at vi siger ’ingen kommentarer’ til de rygter, der måtte være. Det er efterhånden blevet et standardsvar, for som klub er det ikke ret tit, at vi kan bruge medierne til ret meget konstruktivt i forhandlingerne om en spiller, og hvis vi skulle bidrage til de generelle spekulationer, ville billedet blive helt uoverskueligt. Jeg læser rygterne om andre klubber med glubende appetit, men når det handler om vores egen klub, ved jeg jo mere om realiteterne og kan så bare tænke mit, siger Carsten V. Jensen.

***

Man slipper ikke for løgnen i et transfervindue. Agenter, spillere og klubber bruger det til at forhandle priserne op og ned, og alle ved det. Det legitimerer løgnen. Og man slipper ikke for den. Aktiemarkedet er på mange måder også bygget op om løgnen, hvor kurserne er baseret på forventningerne til, hvad virksomheder producerer. Det er det samme med fodboldspillere. Agenter kan tale lønnen op, mens en dårlig historie kan sænke prisen, siger Bo Kampmann Walther.

***

Engang i 2009 ringede AaBs sportsdirektør Lynge Jakobsen tilbage, efter at jeg en times tid forinden havde spurgt, om der var hold i en historie, jeg havde fået om, at Kjetil Wæhler var på vej til klubben, hvilket han havde afvist:

- Morten, det er Lynge oppe fra AaB. Min mor lærte mig engang, at jeg ikke måtte lyve. Det må jeg indrømme, at jeg var meget tæt på at gøre lige før. Det er rigtigt nok, at vi kender Wæhler, og du kan også godt skrive, at vi skriver kontrakt med ham senere i dag, sagde han.

Hvorfor var det nødvendigt at lyve, og hvorfor ringede han tilbage, spørger jeg ham i dag.

- Det med at lyve, tror jeg ikke, du kan tage mig i, og hvis du kan, så er det noget fra min helt spæde begyndelse som sportschef. Jeg bestemte mig tidligt for, at jeg hellere ville sige ingen kommentarer, og folk der kender mig, ved så, at der måske alligevel er noget om snakken. Men der er generelt to grunde til ikke at sige for meget: Den ene er, at man kan være bange for, at prisen vil stige, eller at spilleren hellere vil til en anden klub, hvis det bliver kendt, at man gerne vil have ham, og andre så melder sig på banen. Den anden er af hensyn til fondsbørsen, men det er kun en forklaring, man kan bruge, hvis man henter store spillere som Ståle eller Frank Stranli, der virkelig ændrer noget på aktiekursen, siger Lynge Jakobsen.

Hvorfor vil du ikke lyve?

- Af respekt for den journalist, eller hvem det kan være, der gør sit arbejde godt. Det er ikke mere end en uges tid siden, jeg var ude at holde et foredrag, hvor en spurgte mig, hvornår jeg stoppede. Der klarede jeg mig med en joke om, at der ikke var så længe til, som der havde været, og da fik jeg da straks dårlig samvittighed over ikke at sige, at jeg ville stoppe kort efter. Men det kunne jeg ikke af hensyn til fondsbørsen, siger Lynge Jakobsen.

***

Hvorfor legitimeres løgnen i transfervinduet? Hvornår helliger målet midlet? Ideologisk kan man jo spørge, hvad det dog er for en kynisk verden, vi lever i, hvor der skal så megen påstyr til, når det handler om ganske almindelige mennesker, men omvendt er det al det, hele mediemøllen, agenterne, klubberne, spillerne, snakken, der gør, at det hele kører rundt, og at der findes en TV-aftale, der betaler gildet. Hele den romantiske tanke om, at der er nogen, der bare gerne vil spille fodbold, kan man godt glemme i den her sammenhæng, siger Walther.

***

Hvad med os selv? Lyver vi, journalisterne? Nogle gør utvivlsomt. Og mig, har jeg skrevet løgnehistorier? Sikkert. Har jeg været i tvivl om det reelle i en historie og alligevel skrevet den? Ja. Senest da jeg citerede Michael Schjønbergs agent for at sige, at den tidligere landsholdsspiller var i spil til trænerposten i både Club Brugge og Wolfsburg. For hvis det var løgn, var det jo hans løgn, og måske var det jo sandt, og i så fald var det min historie, og sådan kan man hurtigt overbevise sig selv om, at alting er rigtigt. Rigtigt nok, i hvert fald.

Så lyver jeg? Måske. Men ikke med vilje. Og det er ikke engang løgn.

Læs også: