Andreas Laudrup har i Aarhus genfundet glæden ved at spille fodbold efter at have siddet udenfor banen i mere end halvandet år grundet et skadesplaget ophold i fransk fodbold.

To mænd på en bænk på AGFs træningsanlæg.

Den ene har kasket på, den anden har glemt sin jakke - og »koldt, det er det da blevet, ja, det er«.

- Er ham Laudrup her ikke i dag?

- Laudrup?

- Ja, Andreas. Andreas Laudrup.

- Han står lige derhenne.

- Hvor?

- Derovre. Bag Danny.

- Det er s'gu ik’ ham. Det er ikke Laudrup.

- Det er det da. Lige der, for fanden.

- Det er ikke Laudrup, det der. Han er da højere.

- Jo, det er ham.

- Men Laudrup, altså Michael, han var, er, da højere.

- Det ved jeg ik’. Det kan godt være. Men det der, det er altså Andreas.

Og ja, det er Andreas Laudrup, søn af legenden Michael, i AGF-tøj, lyttende, der står der lidt gemt bag holdkammeraten Danny Olsen. De står alle samlet rundt om cheftræner Morten Wieghorst, der tegner og fortæller i det taktiske departement, mens regnen begynder at falde ned over bane 1.

Andreas Laudrup, 23 år gammel, har altid været Michaels søn i offentlighedens øjne, mere end han har været fodboldspilleren Andreas, der i parentes bemærket har en en tidligere verdensstjerne som far.

Sådan har dét bare været, og det her med at være 'søn af Michael', det har han forholdt sig til i snart mange interviews og TV-indslag.

Men han har dog alligevel efterhånden formået at skabe sit eget 'navn'. Han har jo, trods alt, vundet et dansk mesterskab og to pokaltitler med FC Nordsjælland, så han har bevist, at han godt kan selv, at han kan vinde titler.

Ok, han kan godt være lidt svær at få øje på i sådan en stor flok, for den aura, der altid har omgærdet hans far, den afbalancerede 'her kommer jeg'-attitude, den har Andreas ikke, han er mere genert, mere flagrende i sine bevægelser, virker mere usikker.

Han sprænger ikke ligefrem fliserne under sine fødder, når han sådan kommer vandrende i retning af klubhuset med en bold under armen efter lidt mere end halvanden times fodboldtræning på Fredensvang.

Han nærmest svæver af sted på sine gule Nike-støvler, let forudbøjet kropsholdning, kigger alligevel dem, han kommer forbi, et par fans, i øjnene, hilser pænt, det har han lært, høflighed kommer man længst med. Han smiler bredt.

Nu er han AGF-spiller - i hvert fald det kommende år - og onsdag aften spillede han for første gang fra start i mere end halvandet år, da Aarhus-klubben vandt med 2-0 over Viborg i pokalturneringen.

En kæmpe sejr for Andreas Laudrup, der efter mere end et års helbredproblemer - en ledbetændelsessygdom - endelig igen kan tage til og fra træning uden smerter i kroppen.

Aftalen med AGF er således en helt ny begyndelse for den tidligere U21-landsholdsspiller. Sofaen og frustrationerne er skiftet ud med græs på knæene og daglig indstempling i begejstringens hjørne.

- På den korte tid, jeg har været i klubben, kan jeg mærke, at min glæde ved at spille fodbold er eksploderet igen. Den måde, vi træner på, er utrolig spændende, sjov og lærerig, og det har jeg mærket fra dag et. Jeg har simpelthen fået en helt ny glæde ved at spille fodbold, smiler Andreas Laudrup nogle dage senere, da avisen har sat ham stævne ved et rundt bord på Café Break.

Håret er helt kort i siderne, strøget tilbage på toppen, han har blå hættetrøje på, Ralph Lauren.

Du har haft brug for at finde glæden igen?

- Ja, det har jeg. Det har været et meget hårdt sygdomsforløb. Og jeg gik ofte død i det, selv når jeg skulle træne for at holde mig i gang. Jeg kunne mærke, at der skulle ske et eller andet, så jeg kunne komme videre. Det var på tide at prøve noget andet. Og jeg har ikke fortrudt. AGF har givet mig glæden ved at spille igen, for den var røget sig en tur, kommer det fra Laudrup, der har fået rygnummer 14, og siden han blev præsenteret for små to måneder siden, er der røget ikke så få Laudrup-trøjer over disken i klubbens merchandise-shop.

Faktisk ti gange flere end den spiller, hvis trøje, der er solgt næstflest af. Laudrup-mania i Aarhus.

Han griner lidt forlegent af det, kalder det 'sjovt og 'fedt', men her og nu handler det om at få bygget formen op igen. At finde tilbage til den »gamle« Andreas inde på banen.

Og han er optimist, ser positivt på fremtiden, for sygdommen, og det sportsligt mislykkede ophold i franske St. Etienne inden da, har hærdet ham, lært ham ikke at tage noget for givet.

- Der var en fyr, der ringede til mig en dag. Han havde også den sygdom, jeg havde, og han fortalte om sit forløb, og forklarede, at der var dage, hvor han bare følte, at der var en klap, der gik ned og alt var sort. Jeg svarede, at sådan havde jeg også haft det mange gange, men nu følte jeg, at jeg ligesom var kommet videre og kunne se positivt på de fremskridt, jeg gjorde mig. Man lærer at værdsætte det, man havde før, og jeg vil sige, at hele sygdomsforløbet efterfølgende har gjort mig endnu mere glad for det, jeg har, og jeg føler, at jeg hurtigere er blevet ældre, hvis man kan sige det sådan. Jeg er i hvert fald blevet bedre til at distancere mig fra de negative tanker, og i stedet få det bedste ud af den enkelte situation.

Hvordan tacklede du det, mens det stod på?

- Det hele var meget uvist. Der er mennesker, der har sygdommen i en uge, og der er nogle, der har den i længere tid end jeg havde. Så det handlede også om at have lidt koldt vand i blodet, og sige, jeg ved ikke, hvor længe det her kommer til at vare, er det en måned eller to mere, men lige meget hvad, så skal jeg ud på den anden side og prøve at finde de gode ting frem i hverdagen. Jeg var syg i næsten 13 måneder, så det var hårdt. På alle fronter. Og der må jeg bare tage hatten af for min kæreste. Hun har været stærk, for hun kunne holde mig ud i så lang tid, og det har ikke været den nemmeste opgave. Jeg tror ikke, at jeg var kommet så godt igennem det her, havde det ikke været for hende. Hun har været der hele tiden, bakket mig op, også når jeg var utålelig at være i nærheden af, og det er jeg dybt imponeret over. For det var ikke altid lige sjovt. Der var jo mange dage, hvor jeg ikke magtede at gå en tur med hunden.

Han ryster på hovedet, napper et glas vand, læner sig fremad.

- Det var op og ned hele tiden. Så det var den der med at vågne op hver dag, krydse fingrene og så bare håbe på, at det var en god dag, hvor leddene ikke var hævet op. Efter noget tid begynder man så også at lære, hvordan kroppen har det, og hvad der skulle til for at holde hævelsen nede. Og det var en kæmpe forløsning, da det til sidst lykkedes at få bugt med det.

Og nu er du så erklæret rask?

- Ja. Det var nærmest væk fra den ene dag til den anden. Og jeg fik at vide, at jeg så bare skulle køre på. Det er vildt, når man har været så meget igennem, det har varet så lang tid, og så fra den ene dag til den anden, så er alt bare almindeligt igen. Det har været et meget underligt forløb, hvor halvdelen af de ting, lægerne forklarede mig, forstod jeg ikke særlig meget af. Det var mærkeligt ikke rigtig at være klar over, hvad det var, der skete med kroppen. Men heldigvis endte det hele godt, og jeg synes, jeg er kommet ud på den anden side på en god, konstruktiv måde, siger Laudrup.

- Jeg kan få lov til at spille fodbold igen, og det er jeg utrolig taknemmelig for. For det er bare det, der fylder mest i mit liv. Man skal altid være glad for at være sund og rask. Og jeg er glad for, at jeg igen er i stand til at kunne gå en tur med min kæreste og vores hund eller bare cykle en tur. Men fodbold betyder alt for mig, og var det, jeg savnede allermest. Jeg prøvede nok at skjule det lidt ved at sige, at det sværeste var, at jeg ikke kunne gå en tur ned gennem Strøget. Og det var da kedeligt ikke at kunne gøre det, men inderst inde var det fodbolden, jeg savnede mest, og den enorme glæde, den giver mig. Og den har jeg fundet igen nu i AGF. Jeg vidste godt, at jeg er glad for at spille fodbold, men det er som om, at det bare er blevet forstærket nu. Derfor føler jeg også, og kan mærke på mig selv, at det her, skiftet til AGF, var det helt rigtige valg for mig.

Inden det lange, udmattende sygdomsforløb var han på et halvt års lejeophold i fransk St. Etienne. Det blev ikke nogen succes. I hvert fald ikke sportsligt, hvor det blot blev til en enkelt pokalkamp fra start og en håndfuld turneringskampe på bænken. Skader spolerede festen.

- Men det var sundt for mig at komme derned og opleve en anden form for fodbold. Det er en mere direkte stil, en mere fysisk og løbebaseret måde at spille på. Det er en meget fysisk liga. Og det bar det også præg af til træningerne. Det der med, at konkurrencegenet var så ekstremt, så man uden at blinke ville sparke hinanden ned til træning, det havde jeg aldrig nogensinde oplevet før. Og det var noget, jeg skulle lære. At sådan var det i den her klub. Og det følte jeg også, at jeg gjorde til sidst. Så selvom jeg ikke spillede så meget, så var det en vigtig tid for mig. Jeg fandt ud af, at man skal virkelig gøre meget for at vinde, og det nytter ikke noget at tro, at der er nogen, der hjælper dig. Man skal tage ansvar for sin egen udvikling, kommer det fra ham.

- På et hold er man mange egoister, der skal danne et hold sammen. Og da jeg kom derned var jeg ikke særlig egoistisk, så jeg tog mange af de ting, der skete og blev sagt, meget personligt, og følte, at selvom jeg prøvede at gøre noget for en holdkammerat, så gjorde han udelukkende, hvad der var bedst for ham. Noget af det, jeg oplevede dernede, har jeg taget til mig, så jeg kan bruge det på den måde, der er bedst for mig. Jeg lærte meget om vindermentalitet, så jeg vil ikke have været det foruden. Det har hærdet mig. men betyder ikke. at jeg render rundt og sparker folk ned, griner han.

- Fodbold er på eliteplan en lidt pudsig sport. Man spiller fodbold, fordi man godt kan lide det, og man nyder legen med bolden, men samtidigt gælder det jo også om at vinde. Og for mig er det vigtigt, at jeg ikke glemmer det ene frem for det andet. Det skal ikke kun være, at man vil vinde, for så tror jeg ikke, at jeg vil kunne præstere mit bedste. Samtidigt skal man heller ikke bare lege sig igennem, for det er ikke sjovt at tabe hver gang. Det er en balancegang, og det står knivskarpt for mig lige nu.

Han er vant til, at der udefra - qua efternavnet - ligger et enormt forventningspres på de smalle skuldre. Og nu er Andreas Laudrup så kommet til en klub, der - alt andet lige - mærker et helt andet og mere voldsomt pres fra omgivelserne, end det han har været vant til FC Nordsjælland.

Fra fansene, sponsorerne, fra pressen, fra byen, oplandet.

- De krav, jeg stiller til mig selv, vægter meget mere end alle andres holdninger og forventninger. Og det er vigtigt. Jeg har aldrig defineret mig selv ud fra mit efternavn. Man skal ikke lade sig styre af andre eller af omgivelserne. Ens mentalitet skal helst være styret af egne holdninger og tanker. Det gælder ikke i kun min situation, i fodboldens verden. Det gælder for alle. Man skal forsøge at undgå at lade sig påvirke alt for meget af, hvad alle andre mener. Det handler om at kunne sig selv i øjnene. Det er sådan, jeg ser på det. Jeg skal være den bedste udgave af mig selv.

Du er god til at distancere dig fra støjen?

- Jeg vil sige, at jeg er blevet bedre til det. Før i tiden, der kunne jeg godt blive påvirket af det, og det kunne ramme mig hårdt. Jeg tror, at alle fodboldspillere har prøvet at gå ind på hjemmesider, hvor man efter en kamp bliver svinet til for sin præstation eller bliver rost. Det suger man til sig. På godt og ondt. I virkeligheden burde det ikke være noget, der rammer én, for det er jo en eller anden ukendt person, der sidder bag et tastatur og skriver, hvad han føler lige efter kampen. Der er mange følelser involveret der. Men sådan noget påvirkede mig meget i en periode, og jeg har brugt lang tid på at lære at distancere mig fra det. I dag har jeg sådan: Hvad kan jeg bruge det til? Hvis folk kommer med en kritik ansigt til ansigt, så er det lidt noget andet, så er det nemmere at forholde sig til, end dem, der bare sidder derude og skriver, hvad der lige falder dem ind.

Så det indre pres, de krav du stiller dig selv, fylder meget mere, end folk, der buher ude på stadion?

- Ja, helt sikkert. Og ind imellem stiller jeg nok også for høje krav til mig selv. Hvis jeg har lavet tre gode ting i en kamp og to dårlige, så fokuserer jeg nok mere på de dårlige, end det, der gik godt. Og det er jo godt at kunne være kritisk i forhold til sin egen præstation, men jeg har også skullet lære ikke at være for kritisk, og kunne se de positive ting og tage dem med mig. Det er noget, jeg har arbejdet rigtig meget med, og stadig gør. Og det er noget, jeg især også har været nødt til at forholde mig til i den lange periode, hvor jeg ikke har været i stand til at spille. Det der med at kunne administrere ikke at være med til træning og til kamp. Der er det jo let at tænke meget negativt. Det sætter tingene i perspektiv. Nogle gange skal man være glad for de ting, man opnår, og har opnået, det skal man finde en glæde i, for det kan hurtigt ændre sig.

Han er født i Barcelona, for der spillede farmand, så fodbold har fra vuggen været omdrejningspunkt i Andreas Laudrups liv.

Han har altid haft en bold for fødderne. Altid drømt og levet fodbold. Den svære tid i Frankrig og det efterfølgende sygdomsforløb har dog kilet andre ting ind i hverdagen.

- Man skal også passe på, at man ikke tænker fodbold hele tiden. Der skal også helst være noget udenfor kridtstregerne, som man kan bruge tid på. Det er vigtigt for mig, så jeg ikke bare lukker mig inde, og tænker hele træningen igennem, når jeg kommer hjem. Det har jeg gjort før i tiden, hvor jeg tænkte alt igennem, og også havde en mentaltræner. Alt var fokuseret på den træning, der lige havde været eller den kamp, vi havde spillet for tre dage siden. Og der begyndte jeg bare at tænke over hver enkelt lille situation, der havde været til træning eller i kampen, positiv som negativ, og det blev for meget for mig. Jeg havde alt for meget inde i hovedet, og fokuserede på alle de ting, mentaltræneren havde sagt, jeg skulle være opmærksom på, men glemte så helt fodbolddelen. Derfor sagde jeg til mig selv, da jeg blev skadet i Frankrig, at jeg var nødt til at finde andre ting, jeg kunne gå op, og jeg begyndte at læse bøger og i det hele taget bruge min fritid på noget, der ikke havde med fodbold at gøre.

Du var fodboldnørd?

- Ja, det kan man godt sige. Førhen tænkte jeg over hver enkelt lille ting, jeg gjorde i løbet af dagen, og at det hele skulle passe ind i forhold til min fodbold. Jeg var lidt ekstrem. Man skal selvfølgelig være professionel, og der er bare mange ting, man ikke kan, når man gerne vil leve af sin fodbold. Men det behøver ikke at være så ekstremt. Det var helt ned til sengetider. Gik jeg eksempelvis i seng et minut senere end planlagt, så tænkte jeg på det dagen efter. Så var det 'Åh nej, nu har jeg kun sovet otte timer og 59 minutter, så nu kan jeg ikke præstere optimalt'. Det blev simpelthen for meget. Nu synes jeg, at jeg har lært at leve livet på en god måde, hvor jeg samtidigt kan præstere bedst muligt. Jeg brænder fortsat lige så meget for at spille fodbold, men har omvendt også fået et mere afslappet forhold til det hele, og det tror jeg kun vil hjælpe mig.

Andreas Laudrup, 23 år, kantspiller, er kommet ud på den anden side. Det skulle gerne komme AGF til gode i den kommende tid. Forventningerne skorter det i hvert fald ikke på.