Med sine blot 19 år har Mor allerede vist prøver på sit talent i Bundesligaen og Champions League for den tyske storklub i sin første sæson.

Men i denne uge kom der ugler i mosen, da det mindre tyske medie Fussball Transfers skrev, at den tidligere FC Nordsjælland-spiller var kommet i unåde i Dortmund. Angiveligt var der disciplinære problemer, da man ikke var tilfreds med Emre Mors attitude til træning eller hans vilje til at integrere sig i truppen.

Tidligere i karrieren blev Mor smidt ud af Lyngby Boldklub, efter han fik sin kontrakt revet over, da man ikke følte, man kunne rumme talentet i klubben. Han skabte for mange problemer. I stedet nappede Nordsjælland ham – og så er resten historie.

Men at det også skulle være tilfældet i Dortmund, afviser klubben. Det fortæller Dortmund-direktør Hans-Joachim Watzke til BT.

»For at svare på dine spørgsmål kan jeg fortælle, at der ingen disciplinære problemer er hos Borussia Dortmund vedrørende Emre. Vi er utroligt tilfredse med hans attitude til træning,« skriver Watzke i en mail.

Historien om Mors lynrejse fra vraget Lyngby-spiller til profileret topspiller er i sig selv ekstraordinær.

Sidste år brød den dengang blot 18-årige offensive spiller igennem i Superligaen som den helt store offensive åbenbaring. Hurtigheden, de rappe fødder og flotte driblinger medførte massiv interesse fra udenlandske klubber.

I sidste ende var det den tyske storklub Borussia Dortmund, der fik fingrene i Emre Mor. Samme sommer droppede Mor Danmark og valgte i stedet at imponere ved EM i Frankrig som tyrkisk landsholdsspiller efter en overraskende udtagelse.

Siden da har Mor i glimt vist prøver på sit store talent på den allerstørste scene, men han har også måtte sande, at konkurrencen er hård i Dortmund. Det tidligere tyske mesterhold har et væld af store profiler på midtbanen og i det offensive, der sammen med unge talenter danner rygraden på midtbanen. Mario Götze, Ousmane Dembele, Shinji Kagawa, Christian Pulisic, Julian Weigl, Gonzalo Castro og André Schürrle er blot nogle af de mange muligheder, som træner Thomas Tüchel har. Udover Emre Mor.

I angrebet kan man også i al stilfærdighed tilføje Marco Reus, Pierre-Emerick Aubameyang samt det nyindkøbte svenske stortalent Alexander Ishak.

Derfor kan den massive konkurrence i Bundesligaklubben betyde, at en udlejning til en mindre klub, hvor Mor kan få fast spilletid, kan komme på tale til sommer. Muligheden er blevet nævnt i blandt andet tyske Bild. Direkte adspurgt forsikrer Dortmund-direktør Watzke, at Mor er fremtiden i Bundesliga-klubben. Men man vil vurdere situationen til sommer.

»Vi vil diskutere, hvad der er det bedste for Emre, men du kan være sikker på, at han er Dortmund-spiller. Han er på rette vej og i god form, men han er stadig en ung spiller,« forklarer direktøren.

Dortmund gav op imod 90 millioner kroner for Mor, der i sommer skrev under på en femårig kontrakt. Det skete efter blot 13 kampe i Superligaen for det unge talent.