EM-kvartfinale. Det danske kvindelandshold har nået sin målsætning.

Kvartfinalepladsen kom i hus mandag aften i Deventer, hvor det danske landshold slog Norge 1-0. Samtidigt formåede Holland at slå Belgien, så alt flaskede sig til en dansk andenplads i EMs gruppe A.

Både på banen og på bænken fik man lov til at få sved på panden, før sejren endeligt var i hus. På grund af en skade i kampen mellem Holland og Belgien valgte UEFA at udsætte anden halvleg i Danmarks kamp med fem minutter, men en skade til den norske målmand undervejs i anden halvleg gjorde også, at Danmark og Norge fik 10 minutters ekstra spilletid i anden halvleg.

Det var en lidt mere, end hvad landstræner Nils Nielsen ønskede at se på fjerdedommerens tavle, selvom han godt vidste, at det så ud til at gå Danmarks vej.

»Jeg synes, de var lange. 10 minutter mand, hold nu kæft. Vi kunne ikke se, hvor lang tid, der var tilbage, så man tænker sådan lidt...ja.. Men vi havde det gode resultat fra den anden kamp. De skulle alligevel lave to mål, og Norge jagtede sådan for det ene mål, så de ikke havde tabt tre kampe. Havde de fået det ene mål, tror jeg ikke, de havde jernet igennem for at få det andet. De er nordmænd, de holder sikkert med Danmark,« sagde Nils Nielsen, der sarkastisk rømmede sig efter sit svar.

Med til en kvartfinale hører muligheden for at ende i forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence, hvilket faktisk skete i 2013, hvor Danmark tabte semifinale til netop Norge efter straffespark.

Mandag aften kunne landstræneren dog glæde sig over at se, at han har en målvogter i Stina Lykke Petersen, der er klar til sådan en opgave. Kort før pausen nappede hun et straffespark fra Norges Caroline Graham Hansen.

»En af Stinas spidskompetencer er faktisk straffespark. Hun kan ikke tage dem alle sammen, men nu er hun på 50 procent i turneringen. Det er en meget god indgangsvinkel til en straffesparksturnering,« sagde Nils Nielsen.

Danmarks modstander til kvartfinalen er endnu ikke fundet. Modstanderen bliver vinderen af gruppe B, hvor tre hold har muligheden for at vinde gruppen. Det er dog Tyskland og Sverige, der er favoritter til at ende på de to øverste pladser i gruppen.

Nils Nielsen har selv udtrykt et stort ønske om at møde de seksdobbelte Europamestre Tyskland, hvor man vil være massive underdogs, men vil skabe noget historisk, hvis man slog dem ud. Landstræneren fortalte dog i minutterne efter kampen, at han forventer en svær modstander uanset hvad.

»Nu har jeg set tyskerne spille. De er pisse gode. Jeg har også set Sverige spille. De er modbydelige. Så det er pest eller kolera. Men sådan som vi spiller og griber første halvleg an, så tror jeg, vi kan blive farlige for dem begge. Og så må vi tage det derfra. Vi kan godt spille 120 minutter. Og så har vi en, der kan nappe straffe,« sagde Nils Nielsen.