Sanne Troelsgaard fældede et par tårer efter sine mange brændte chancer i 0-1-nederlaget til Holland.

Rotterdam. Landsholdsspilleren Sanne Troelsgaard kom som den sidste spiller ud ad omklædningsrummet efter torsdagens 0-1-nederlag til de hollandske værter ved EM.

Efter pausen havde den danske højrekant haft en lang række chancer for at komme på måltavlen i Rotterdam. Men mulighederne blev brændt en efter en.

- Jeg tror, at jeg havde fire 100 procents chancer. Det er helt vildt ærgerligt, men jeg må tage det som noget positivt, at jeg kommer frem til dem, siger Sanne Troelsgaard.

Hun tager samtidig sin del af skylden for nederlaget.

Matchvinderen fra den første gruppekamp, 1-0-sejren over Belgien, bebrejder også sig selv, at hun ikke kom frem til det store før pausen.

- Der var ikke så meget at lave for mig i første halvleg.

- Jeg skal hurtigere ind i kampen i stedet for at stå ude på kanten, hvor jeg ikke blev spillet. Ellers skal jeg komme ind i de nærkampe, jeg gerne vil.

- Jeg må kigge ind ad og i nat tænke over, hvad fanden der skete, siger Troelsgaard.

- Det er hårdt lige nu, og lige da, der blev fløjtet af, faldt der nogle tårer ud af øjnene, siger kantspilleren.

Sanne Troelsgaard har en plan om at rette op på de mange spildte chancer, når Danmark på mandag møder Norge i den sidste gruppekamp.

Allerede natten til fredag vil hun gense kampen mod Holland.

- Nu skal jeg hjem og se kampen. Jeg tror, at det er godt at se den igennem med det samme. Jeg lærer noget af at se de chancer, jeg brænder.

- Og så har jeg aftalt med en af trænerne, at jeg skal have skudtræning på lørdag, siger hun med et smil.

Holland topper gruppe A med seks point foran Danmark og Belgien med hver tre. Norge har nul point.

De to bedste hold får adgang til kvartfinalerne.

/ritzau/