Den tidligere landsholdsspiller Kim Christofte efterlyses af fogedretten i Hillerød på grund af en gæld på 66.213,72 kroner.

Det fremgår af et proklama, som Statstidende har bragt for uges tid siden, skriver ugebladet Se og Hør.

Kim Christofte flyttede i oktober 2012 til den svenske by Ljungbyhed, men har ikke været til at komme i kontakt med på den adresse, han har opgivet.

Og det er i forbindelse med en flytteopgørelse, at han skylder beløbet. Derfor har den tidligere landsholdskæmpe nu 14 dage fra efterlysningen i Statstidende til at kontakte fogedretten, hvilket er på lørdag den 8. november.

Kim Christofte, der i dag er blevet 54 år, var i 1992 en del af det danske fodboldlandshold, der sikrede i EM-triumfen i Sverige. Det var blandt andre Kim Christofte, der sparkede det afgørende spark i straffesparkskonkurrencen i semifinalen mod Holland.

Efter fodboldkarrieren har Kim Christofte forsøgt sig som selvstændig i IT-branchen, men med et par konkurser til følge.

Også på den politiske bane har man kunnet opleve landsholdslegenden, da han i 2005 stillede op til kommunalvalget i Egedal Kommune. Det blev dog blot til 49 stemmer for Kim Christofte og Borgerlisten. Og det var ikke nok til at blive valgt ind, hvilket dog ikke generede ham det store, da han på forhånd havde meldt ud, at han ikke ønskede at blive valgt til byrådet.

BT har forgæves forsøgt at få en kommentar den tidligere landsholdsspiler.