Huh-råbet er stilnet af, og den eventyrlige islandske EM-saga er slut. Vikingerne kunne erobre England – men mod franskmændene blev kæledæggen slagtet med 5-2.
EM er blevet en lille smule fattigere. Slutrunden har mistet sin bedste historie, ligesom mange hjemme foran skærmene har mistet holdet, der fik dem trukket derhen. Det islandske landshold – og deres mange tusinde charmerende fans – skal hjem.
Den utrolige sejr over England i 1/8-finalen kommer til at stå som den kamp, islændingene vil huske fra dét EM, der placerede den lille ønation på fodboldens verdenskort. For kvartfinalen mod en fremragende spillende værtsnation, bliver der næppe skrevet sagaer om. Det vil stå tilbage som en af den slags kampe, der helst skal ties ihjel.
Det hele var ellers som det skulle være. Den salme-agtige islandske nationalmelodi gav samme gåsehud, som den plejer at gøre – og tilskuernes øje-hånd-koordination under de messende Huh-råb sad også lige i skabet. Men på banen var det en islandsk hest i et kapløb med en turboladet Peugeot. Det var kort sagt ikke et hverken lige eller retfærdigt ræs. Det viste sig hurtigt i den franske hovedstad.
Allerede efter 12 minutter kom Island bagud, da Frankrigs enlige frontløber, Olivier Giroud, blev spillet fri med en lang stikning. Hvis der er én ting, Arsenal-angriberen kan, er det at sparke første gang – og det var præcis, hvad han gjorde, da han nærmede sig Hannes Halldorssons mål.
Island skulle derfor løbe op ad bakke fra start, og der gik ikke lang tid, inden det blev Mont Blanc, de skulle forcere. Bare syv minutter efter Giroud havde sendt bolden mellem Halldorssons ben, skulle den islandske målmand igen en tur i rusen. Denne gang efter et uimodståeligt hovedstød fra en Paul Pogba, der endelig er ved at tage de første spæde skrid ind i den nøglerolle, han er udset til at tage hos EM-værterne.
Islændingene arbejdede, som skulle de kolonisere Grønland igen, for at komme tilbage i kampen. Især vikingen over dem alle, anfører Aron Gunnarsson, udnyttede det glatte underlag på Stade de France til at lave flere glidende tacklinger, end mange de franske spillere laver på en sæson.
Artiklen fortsætter under billedet:
Men hårdt arbejde, mental styrke, hjerte og alle de andre værdiladede kvaliteter, som islændinge har vist og erobret med i løbet af de seneste fire uger, er desværre ikke nok mod et hold med flere verdensklassespillere. Det kræver mere at undgå en billet hjem til Reykjavik, når modstanderen er Frankrig. Da først Dimitri Payet og siden Antoine Griezmann stoppede to scoringer ned i halsen på miniputterne i løbet af de sidste to minutter inden pausen, blev rejse-app’en Momondo derfor åbnet på telefonen hos den islandske holdleder.
Islændingene bør dog ikke frygte hverken hjemturen eller hjemkomsten. Når de lander i den Reykjavik venter en hyldest af de større. Og en fortjent én af slagsen.
På hver sin side af Frankrigs femte og Olivier Girouds anden scoring, viste de islandske spillere nemlig præcis det hjerte, der – kuriøst nok – har stjålet netop hjerter i Frankrig. Som et bevis på, at det islandske landshold ikke giver op, reducerede først Kollbein Sigthorsson og siden Birkir Bjarnason. Det var ægte islandsk, som vi har lært det at kende i løbet af nogle historiske uger i Frankrig.
Det er sjældent, alle tilskuere går hjem med en god smag i munden i kølvandet på en kamp, der ender 5-2. Alligevel var det stemningen på Stade de France i aftes. Franskmændene marcherer ind i den semifinale, de hele tiden har forventet at stå i. Imens rejser det islandske landshold og deres fans hjem til vulkanøen spruttende af stolthed, oplevelser og mod på fodboldlivet. EM 2016 vil stadig blive husket som Islands EM.
