Manchester Uniteds sommerindkøb Ander Herrera fik natten til torsdag dansk tid debut for 'De røde djævle'.

Og det blev til en succesfuld en af slagsen. 7-0 vandt den nye manager Louis van Gaals mandskab over amerikanske LA Galaxy. Den spanske midtbanespiller Ander Herrera, der i sommer skiftede fra Athletic Bilbao for 270 millioner kroner, spillede hele kampen for englænderne og leverede en fin indsats.

- Det var en drøm for mig at spille i den røde trøje. Jeg gemmer den her trøje for altid. Jeg håber, at det var den første af mange kampe for United, siger den 24-årige spanier til klubbens hjemmeside.

Herreras landsmand Juan Mata var også med i nattens kamp mod LA Galaxy. Han måtte dog som de fleste af sine medspillere nøjes med en halvleg. Fra banen og senere bænken nød han, hvad han så fra sin nye holdkammerat, der spillede på den centrale midtbane i en affart af en 3-5-2-opstilling, der i virkeligheden mindede mest om 4-3-1-2.

- Han (Herrera, red.) gjorde det rigtig fint. Jeg kender ham godt fra de spanske ungdomslandshold, og han var rigtig god i aften. Jeg er meget glad på hans vegne. Vi har et godt forhold på og uden for banen, og jeg tror, han vil tilføre os en masse godt denne sæson, siger den spanske landsholdsstjerne.  

Også manager Louis van Gaal var af logiske årsager glad for det, han så i storsejren, hvor også 19-årige Luke Shaw debuterede.

- De præsterede helt fantastisk, lyder det fra van Gaal.