Bredden i toppen af Premier League er stor. Alligevel peger tre kommentatorer entydigt på Manchester City som favorit til at vinde verdens hårdeste liga, der begynder i dag

Ordenen er genoprettet i Premier League. Miraklernes tid er forbi. Glem alt om, at et hold som Leicester snyder de store og løbet med guldet. Det kommer ikke til at ske.

Sådan lyder den entydige spådom fra tre Premier League-kommentatorer før sæsonen, der begynder fredag aften, når Arsenal tager imod Leicester.

Faktisk peger alle på ét hold som den helt store guldfavorit. Med et hav af indkøb til defensiven, der var holdets svage punkt i sidste sæson, og en offensiv forstærkning er både Peter Kjær, Mikkel Bischoff og Morten Bruun enige om, at Manchester City om 38 spillerunder kan lade sig krone som mester.

Årsagen er simpel. Manager Pep Guardiola har spenderet i omegnen af 1,8 milliarder kroner på at hente Tottenhams Kyle Walker, Real Madrids Danilo og Monacos Benjamin Mendy ind til back-positionerne, Benficas Ederson Moraes til at vogte målet og Monacos Bernardo Silva til at gøre en i forvejen skræmmende offensiv – med navne som Sergio Agüero, Gabriel Jesus, Raheem Sterling, Leroy Sané, Kevin De Bruyne og David Silva – endnu mere uhyggelig.

»City har virkelig købt ind. Sidste år tror jeg, Guardiola blev overrasket over den måde, Premier League foregår på, og han satte en masse ting i søen, der nærmest var komiske at se på. Nu tror jeg, han har læst ligaen, og så betyder det også, at man ender som vinder,« siger Peter Kjær, ekspert på TV3 Sport.

Fernandinho fra Manchester City og manager Pep Guardiola
Fernandinho fra Manchester City og manager Pep Guardiola Foto: HARRISON MCCLARY
Vis mere

Discovery Networks-ekspert Morten Bruun, der også skriver klummer om Premier League for BT, er enig i den betragtning. Ikke mindst på grund af offensiven.

»Der er ingen tvivl om, at Manchester City har den bedste offensiv i Premier League. Gabriel Jesus er den her 19-årige knægt, der gik direkte ind i Manchester Citys trup og leverede. Det tog ikke meget mere end 30 minutter, og han bliver spændende at følge. Det går også kun én vej med Leroy Sanés udvikling. Sidste år var der snak om, at han ikke følte sig helt tilpas i England, men nu har han vænnet sig til det hele, og så bliver han interessant,« siger Morten Bruun og tilføjer:

»Hvis Guardiola kan få tætnet defensiven, tror jeg, at City vinder. Man må forvente, at holdet har fået styr på back-positionerne, men jeg er stadig ikke helt sikker på midterforsvaret,« siger han om sidste sæsons store indkøb, John Stones, der får Vincent Kompany, Nicolas Otamendi eller Eliaquim Mangala som makker i forsvaret.

Både Kjær og Bruun ser Christian Eriksens Tottenham, de forsvarende mestre fra Chelsea og Manchester United som Citys største konkurrenter.

Peter Kjær peger især på én bestemt spiller som nøglefigur i Uniteds bestræbelser på at vende tilbage til fordums storhed:

»Det kan godt være, at Romelu Lukaku kommer til at løbe med overskrifterne i Manchester United, men jeg tror, at Nemanja Matic bliver den vigtigste for holdet. Han spiller en vigtig position, som United længe har ledt efter, og jeg er sikker på, han bliver en vigtig brik.«

Lav tiltro til Arsenal og Liverpool

Kun Discovery Networks’ Mikkel Bischoff, der selv har en fortid hos Manchester City, har tiltro til, at Liverpool ender i top-fire, og dermed sikrer sig Champions League-gruppespil næste sæson.

Ingen af de tre eksperter tror på, at Arsenal finder vej til Champions League-pladserne, efter at Arsène Wenger for første gang i sin 21 år lange regeringstid i Arsenal måtte se sit hold slutte uden for top fire.

»Arsenal er notorisk dårlige i november. Man har en elendig skades-historik, og defensiven kan på ingen måde måle sig med offensiven. Liverpool har en krævende spillestil, og man skal også spille Champions League. Jeg synes simpelthen ikke, at truppen er komplet nok – og slet ikke uden for truppens 18. eller 19. spiller,« mener Peter Kjær, der dog spår 280 mio. kr.-købet Mohamed Salah en stor sæson:

Fernandinho fra Manchester City og manager Pep Guardiola
Fernandinho fra Manchester City og manager Pep Guardiola Foto: HARRISON MCCLARY
Vis mere

»Mohamed Salah er en af de spillere, jeg har stor fidus til. Han er jo næsten et discountkøb og har set rigtigt spændende ud i Liverpools opstart.«

Morten Bruun deler Peter Kjærs skepsis. Det skyldes især Arsenals ageren på transfermarkedet, hvor kun den franske angriber Alexandre Lacazette er kommet til i løbet af sommeren.

»Hverken Liverpool eller Arsenal imponerede mig i sidste sæson. Jeg har tit sagt, at Arsenal ender i top-fire, men nu har jeg bare set tilpas mange sæsoner, hvor Arsène Wenger har forstærket offensivt, men ikke defensivt, til stadig at have troen. Nu har han købt Frankrigs reserveangriber til en trup, der allerede har Frankrigs bedste angriber (Olivier Giroud, red.).«

De mange danskere

Lige nu ser det ud til, at ni danske spillere vil være at finde i Premier League i denne sæson. Det er flere sæsoner siden, det senest er sket. Kun to er for alvor etablerede spillere i deres klubber – Christian Eriksen i Tottenham og Kasper Schmeichel i Leicester – mens de to målmænd Casper Ankergren i Brighton og Jakob Haugaard i Stoke næppe får megen spilletid.

Til gengæld er der flere, der for første gang skal stifte bekendtskab med verdens hårdeste lige. Og specielt én spiller er eksperterne spændt på.

»Jeg tror på Mathias Jørgensen (Zanka, red.). Jeg synes, at han er meget bedre end senest, han forlod FCK (i 2012, da han skiftede til PSV Eindhoven i Holland, red.), og det her er den rigtige udfordring for ham. Men han har en pris, der gør, at han ikke får uanede mængder af chancer i Huddersfield-forsvaret,« siger Morten Bruun om den tidligere FCK-anfører, der angiveligt kostede 20 mio. kr..

Også Peter Kjær er spændt på, om Mathias 'Zanka' Jørgensen kan løfte den udfordring, han står overfor.

Mathias 'Zanka' Jørgensen tørner ud for Huddersfield i den kommende sæson.
Mathias 'Zanka' Jørgensen tørner ud for Huddersfield i den kommende sæson. Foto: ED SYKES
Vis mere

»Han bliver spændende at følge. Det er et kæmpe spring i forhold til Superligaen. Jeg glæder mig til at se, om han kan tage attituden fra FCK med sig videre. Han skal spille på et hold, der gerne vil spille fodbold, og det kan være hans fordel. Han er den af danskerne, jeg er mest spændt på,« siger han.

Ingen af eksperterne tror på, at Chelseas Andreas Christensen får fast spilletid i Chelsea. I stedet er han femtevalg, og henter Chelsea Virgil Van Dijk hos Southampton som rygtet, kan det betyde, at han skal på endnu et lejeophold.

»Det ligner umiddelbart, at han må affinde sig med pladsen som femtevalg. Og jeg synes egentlig, at det kan være en god investering at blive og få noget hår på brystet. Ved siden af Gary Cahill og David Luiz ligner han jo en gymnasieelev. Lige nu synes jeg ikke, at han har niveau til Chelsea, men vi skal også huske, at det er en top-10-klub i verden,« siger Morten Bruun.

Han mener også, at både Pierre-Emile Højbjerg i Southampton og Philip Billing, der torsdag forlængede med Huddersfield, umiddelbart skal sætte deres lid til at få spilletid i cup-kampene.

Jonas Lössl ser derimod ud til at være førstevalg i Huddersfield-målet. Og det overrasker Morten Bruun:

»Han fik en meget hård medfart i Mainz og må virkelig knibe sig i armen over at få den her uventede chance. Han startede i sidste testkamp inden sæsonen, så det ligner, at han er tiltænkt den plads. Men jeg tror ikke, han kan klare det. Jeg synes ikke, han ser godt ud ude i feltet, og han har selv spillet sig af landsholdet og opstillingen i Mainz.«

 

 

Overraskelser, skuffelser og profiler

Mikkel Bischoff
Sæsonens Overraskelse: Huddersfield er den største underdog siden Blackpool i 2010/2011. Alligevel tror jeg, at holdet bliver oppe. Det ser spændende ud, og bringer en masse energi.

Sæsonens skuffelse: Til gengæld ligner det, at Antonio Conte og Chelsea-ledelsen har en intern splid. Han har fået ny kontrakt med højere løncheck, men har ikke forlænget. Sidste år overraskede holdet med sin formation, men nu kender de andre hold den. Man skal også spille europæisk, og det kræver, at man roterer mere end sidste år, da man næsten kun brugte 13 spillere.

Romelu Lukaku er skiftet fra Everton til Manchester United
Romelu Lukaku er skiftet fra Everton til Manchester United Foto: ROBERT ATANASOVSKI
Vis mere

Største profiler:
Romelu Lukaku er et godt køb, og giver United flere strenge at spille på. Hvor de sidste sæson havde en tendens til at blive statiske, kan de blive mere bevægelige nu. Jeg tror også, at United bliver mere seværdige med hans tilgang.

Mohamed Salah er en af de spillere, jeg har stor fidus til. Han er jo næsten et discountkøb, og har set rigtigt spændende ud i Liverpools opstart.


Peter Kjær
Største overraskelse: Everton kan blive både og. Man har sagt farvel til Romelu Lukaku, der er garant for 20 sæsonmål. Der er meget nyt i klubben, man har fået Rooney hjem, og man har meget at løfte. Hvis det lykkes, kan holdet blive farligt.

Sæsonens skuffelse: Hvis de ender uden for Champions League-pladserne, er Arsenal og Liverpool en skuffelse. Men det vil begge de top-seks hold, der ender dér, være. Liverpool har en krævende spillestil og skal i Champions League. Jeg synes, man har en for smal trup til begge ting.

Bernardo Silva
Bernardo Silva Foto: VALERY HACHE
Vis mere

Største profiler:
Når Guardiola henter en spiller som Bernardo Silva til, så er det fordi, han har en plan for ham. Han får gode spillere omkring sig, og Citys offensiv er, hvis ikke den bedste, så i hvert fald i top tre i verden.

Det kan godt være, at Romelu Lukaku kommer til at løbe med overskrifterne i Manchester United, men jeg tror, at Nemanja Matic bliver den vigtigste for holdet. Han spiller en vigtig position, som United længe har ledt efter, og jeg er sikker på, han bliver en vigtig brik.


Morten Bruun
Sæsonens overaskelse: Hvis man kan kalde en syvendeplads for en overraskelse, tror jeg, at Leicester får en god sæson. Man har en god trup og har købt fornuftige forstærkninger. Jeg tror ikke, holdet kopierer triumfen fra 2016. Om 10 år vil vi også stadig se tilbage på det som et mirakel, men jeg tror på en god placering.

Sæsonens skuffelse: Jeg tror, Crystal Palace rykker ned. Holdet har været dårligt i flere sæsoner, og FA Cup-finalen i 2016 har reddet det lidt. Havde man stadig haft Sam Allardyce, havde det være en anden snak, for han ved, hvordan man overlever i Premier League. Frank de Boer er ikke den rette, og hvis han har tænkt sig at bruge en 21-årig reservespiller fra Ajax (Jairo Riedewald, red.) i midterforsvaret, går det galt.

Største profiler:
Paul Pogba kommer ikke til at møde et så godt hold i Premier League, som han gjorde i Real Madrid i tirsdag. Han har alle kvaliteterne, er en verdensklassespiller og det er bare et spørgsmål om tid, før han viser det i Manchester United også.

Paul Pogba fra Manchester United
Paul Pogba fra Manchester United Foto: PETER CZIBORRA
Vis mere

Gabriel Jesus er den her 19-årige knægt, der gik direkte ind i Manchester Citys trup og leverede. Det tog ikke meget mere end 30 minutter, og han bliver spændende at følge.

Det går kun én vej i Leroy Sanés udvikling. Sidste år var der snak om, at han ikke følte sig helt tilpas i England, men nu har han vænnet sig til det hele, og så bliver han interessant.