Der er dømt hævnens time i årets Champions League, hvor hele tre tysk-engelske gentagelser fra sidste sæson venter.

Da der i slutningen af august blev trukket lod til de otte Champions League-grupper, skete der et sammentræf ud over det sædvanlige. Lodtrækningen afslørede nemlig hele tre tysk-engelske gentagelser fra sidste sæson. Både Arsenal-Dortmund, Bayern München-Manchester City, samt Chelsea-Schalke 04 tørner således for andet år i træk sammen i Champions League.

BT har fået den tidligere fodboldspiller og nuværende fodboldekspert på Canal8 og Canal9, Esben Hansen, der selv har spillet i tysk fodbold, til at vurdere de kommende tysk-engelske opgør.


Dortmund - Arsenal

- Der er ikke en klar favorit. Dort­mund har haft mange skader over det seneste halvandet års tid, mens Arsenal er blevet hårdt ramt nu. De var tyndt besat rent defensivt, da transfervinduet lukkede, og det er de blevet straffet for nu med Debuchy ude i to-tre måneder. Monreal er ikke med og Chambers trænede åbenbart ikke med mandag. Så de er nødsaget til at hive nogle ungdomsspillere op for at kunne stille hold. På den konto virker Dortmund bedre rustet rent mandskabsmæssigt op til denne her kamp. Men samlet set tror jeg, at Arsenal ender øverst.

Tidligere opgør: 6. november 2013: Dortmund-Arsenal: 0-1 22 . oktober 2013: Arsenal-Dortmund: 1-2 23. november 2011: Arsenal-Dortmund: 2-1 13. september 2011: Dortmund-Arsenal: 1-1

**************************

Bayern München - Manchester City

- Jeg synes, at Bayern er klar favorit. Det taler sit tydelige sprog, når man ser på, hvordan de to klubber har klaret sig i Europa over de senere år. Manchester City har ikke fået det til at hænge sammen, selvom alle elementerne ellers burde være på plads for dem. Bayern kan spille på mange forskellige måder, og er et internationalt klassemandskab, der har spillere, som har vundet mange ting, men stadig er sultne, og det er det, der er lidt specielt ved dem. Jeg er slet ikke i tvivl om, at Bayern vinder puljen, mens City skal kæmpe om andenpladsen.

Tidligere opgør: 10. december 2013: Bayern M.-Man. City: 2-3 2. oktober 2013: Man. City-Bayern M.: 1-3 7. december 2011: Man. City-Bayern M.: 2-0 27. september 2011: Bayern M. -Man. City: 2-0

**************************

Chelsea - Schalke 04

- Chelsea er åbenlyse favoritter. De har et langt bedre mandskab, end de havde i sidste sæson, og det skyldes primært købet af Fàbregas. Han har fået det til at fungere fra start og spiller på et rigtig højt niveau. Og Schalke har samtidig fået en skrækkelig start i Bundesligaen. Og man ser typisk, at hold, der klarer sig dårligt i Bundesligaen, heller ikke klarer det særlig godt internationalt. Så jeg tror, at Schalke får en røvfuld.

Tidligere opgør: 6. november 2013: Chelsea-Schalke 04: 3-0 22. oktober 2013: Schalke 04-Chelsea: 0-3 6. november 2007: Schalke 04-Chelsea: 0-0 24. oktober 2007: Chelsea-Schalke 04: 2-0