Wayne Rooney, Juan Mata, David de Gea og alle de andre stjerner på MCH Arena mod FC Midtjylland! Men de kommer måske slet ikke til Herning. I hvert fald ikke dem alle sammen.
»Manchester United skal balancere mellem at få succes i Premier League og at få succes i Europa League,« siger Julien Laurens, fransk fodboldekspert på bl.a. engelske BT Sport, i et tv-interview.
»Og jeg tror ikke, at Manchester United har så stor bredde i truppen, at de kan stille med to forskellige hold i de to turneringer. På den anden side set tror jeg også, at det er nødvendigt at rotere spillerne, hvis de vil satse på begge turneringerne,« siger Julien Laurens.
Manchester United er én gang tidligere endt i Europa League efter en tredjeplads i Champions League-puljen. Det var i 2011/12, hvor klubbens daværende manager, Sir Alex Ferguson, kaldte det 'en straf' at ende i turneringen for de næstbedste.
Manchester United røg ved den lejlighed ud i ottendedelsfinalen mod Athletic Bilbao. Den baskiske klub - iøvrigt grundlagt af britiske immigranter (deraf navnet) - er typisk spansk mellemvare og dermed normalt ikke en klub, som de engelske rekordmestre skal have de store problemer med.
Der er dog en væsentlig forskel på Europa League dengang og nu. Vinder man Europa League, får man en billet til næste sæsons Champions League, sådan som tilfældet var for spanske FC Sevilla i år.
Manchester United ligger i skrivende stund nummer fire i Premier League, og de kan dermed langt fra være sikre på at komme med i Champions League ad den vej.
»Hvis Manchester United går efter Europa League, skal de hele tiden spille torsdag-søndag. Og det er måske ikke meget anderledes end at spille tirsdag-lørdag eller onsdag-lørdag (som man skal i Champions League, red.). Men udfordringen ligger i, at de hold, de møder om søndagen, vil være friskere end Manchester United selv. Derfor bliver en vis rotation nødvendig for manager van Gaal,« fastlår Julien Laurens.
Spørgsmålet er så, om Louis van Gaal er manager til den tid. Uafgjorte kampe mod Leicester og West Ham samt nederlagene til Wolfsburg og Bournemouth har gjort hollænderens sæde brandvarmt.