Madrid mod Madrid. Med to års mellemrum mødes Real Madrid og Atletico Madrid igen i Champions League-finalen. Det blev en realitet onsdag aften, hvor Real Madrid levede op til favoritværdigheden og ekspederede Manchester City ud af turneringen takket være en 1-0 sejr hjemme på Bernabeu efter 0-0 i det modsatte opgør otte dage tidligere.

Cristiano Ronaldo var tilbage efter sin skadespause, men selvom han viste prøver på sine fænomenale evner, var han ikke den centrale figur på det spanske hold.

I stedet var det waliseren Gareth Bale, der afgjorde kampen efter 20 minutter, da hans skud fra kanten blev rettet af, da det ramte Fernando og gik i mål bag Joe Hart.

Men Manchester City kom i problemer allerede efter 10 minutter. Her blev belgieren Vincent Kompany påny skadet og måtte opgive at fortsætte. Eliaquim Mangala kom ind, og det betød, at City-forsvaret var noget nemmere at trænge igennem for Real.

Hjemmeholdet spillede sig frem til adskillige store chancer, og både Cristiano Ronaldo og Luka Modric havde muligheder, hvor de burde have øget føringen og lukket kampen definitivt, men Joe Hart var påny en stærk sidste skanse, og han vandt flere afgørende dueller og sørgede for, at City holdt fast i muligheden for at komme i finalen med en enkelt scoring.

Men i sidste ende kunne han ikke forhindre Reals sejr, og dermed var den anden rent madrilenske finale på tre år en realitet.

Et tegn på den voldsomme spanske dominans, som præger de europæiske klubturneringer i disse år. Men hvorfor er det, at spanierne i den grad har sat sig på de europæiske turneringer?

Mens den engelske Premier League er ved at flyde over med økonomiske midler takket være udenlandske investorer og gigantiske aftaler, er der en anden forklaring på det spanske herredømme i Europa. Det mener eksperten Niels Christian Frederiksen, som i aftes kommenterede semifinalen for TV3+. Han har i en årrække fulgt spansk fodbold, og han er overbevist om, at det er den dygtige satsning på at udvikle nye talenter, som gør det muligt for de spanske klubber at sidde så tungt på de to europæiske klubturneringer.

»De spanske hold har jo været dominerende i en årrække. Sidste år vandt de også begge trofæer med Barcelona og Sevilla.«

»Det er interessant, at de tilsyneladende kan blive ved med det, selvom de er oppe mod nogle nationer med hold, som har rigtigt mange penge. Men det har noget at gøre med det lange seje træk, som de har haft, siden de fik sat deres talentudvikling på skinner. Det styrkede i første omgang de spanske landshold. Det blev sat i gang for snart 25 år siden, og det bliver ved med at give resultater.«

Frederiksen peger på, at Barcelona og Real Madrid stadig er de to rigeste klubber i verden målt på omsætning, men de andre hold fra den spanske liga klarer sig stadig enormt godt.

»I England har man ingen systematik omkring scouting. Det er kun i Southampton, at man har samme scouts på akademiet og på førsteholdet, det er ikke noget, som man går så meget op i. Det er som om, når man hele tiden får mange penge ind i kassen, så ødelægges det metodiske arbejde med talentudviklingen,« konstaterer Frederiksen og peger på ungdomslutnrunderne som et bevis på niveauforskellen i ungdomsarbejdet mellem de to store fodboldnationer.

»De engelske ungdomslandhold skuffer jo også gang på gang ved slutrunderne, mens de spanske hold plejer at vinde. Metodikken er simpelthen lysår foran den i England.«

Derudover er der også en kultur og en spillestil i Spanien, som i den enkelte klub ofte går hele vejen fra ungdomsakademierne op til førsteholdet, påpeger eksperten:

»I Barcelona har man kørt den samme linje op gennem ungdomsarbejdet til førsteholdet i hvert fald siden Cruyff var der, 4-3-3 og boldbesiddende spil. I Atletico har man haft Diego Simeone i fem sæsoner, og man kan sammenligne dem lidt med Leicester, hvor man ikke går så meget op i at have bolden, men hvor man har en stærk taktisk og organisatorisk måde.«

»Det er noget, som de har udviklet i årevis, mens englænderne mere spiller lidt som vinder blæser. Der skifter man taktik - bortset fra Arsenal, der har haft Wenger i 20 år. I Liverpool har man fået Klopp, så skal man spille omstillingsfodbold, Manchester City får Guardiola, og så er det en ny måde man spiller på, Van Gaal i United vil noget helt anderledes end den måde Ferguson spillede på. Det frø, der blev lagt i jorden for mange år siden i Spanien bliver bare ved med at blomstre, mens englænderne endnu ikke har sået frøet.«

Frederiksen mener, at det manglende fokus på talentudvikling i England hænger sammen med de vanvittige summer, som klubberne omsætter.

»De har råd til det, og så skifter de bare hele holdet. Selvfølgelig har de deres sæsoner, men grundlæggende vil jeg fastholde, at spanierne har arbejdet mere metodisk med tingene. Mens de mange penge, der kommer ind i England gør, at man ikke har skullet anstrenge sig så meget.«

»I de fleste spanske klubber sætter man en stor ære i selv at avle sine talenter, og det gør man ikke på samme måde i England.«