Et klubkaos i Schweiz var en af årsagerne til, at Michael Silberbauer røg fra rampelyset og ud i mediemørket. Men den tidligere landsholdsspiller savner ikke medierne - tværtimod.
Der blev skriblet ned på diverse blokke og knipset billeder, hver gang han foretog en bevægelse på sin første træningsdag. Sportsjournalister og fotografer var mødt op for at se den største danske handel i transfervinduet, der kom midt i 2003/2004-sæsonen.
22-årige Michael Silberbauer var rejst fra sin barndomsklub, AaB, hvor han havde fået sit gennembrud. I stedet havde han foretaget et kontroversielt skifte til den københavnske mastodont FC København. For at jagte drømmen om mesterskaber, landsholdet og kampe i Europa.
I dag lever han en diskret tilværelse i klubben FC Biel-Bienne, som hører til i den næstbedste schweiziske række. Her er der ingen overflod af journalister og fotografer, der står på tæerne af hinanden for at snakke med den nu 34-årige dansker, som var en af de bedste danske midtbanespillere i sin årgang. Men han savner heller ikke opmærksomheden.
»Jeg har ikke haft noget imod at skulle stille op til interview. Jeg har altid betragtet det som en del af fodbolden, og jeg er glad for at have prøvet det. Men at medierne ikke ringer mere, går mig ikke på. Jeg befinder mig bedst uden for søgelyset,« siger Michael Silberbauer.
Den store medieinteresse for spilleren, der kunne dække samtlige midtbanepladser og løbe fra baglinje til baglinje i 90 minutter, blev kickstartet i FC København.
Allerede efter en halv sæson havde han vundet sit første mesterskab. Efter et år var han blevet en fast mand på landsholdet. Og to et halvt år efter sin store mediepræsentation i FC København havde hans hold for første gang kvalificeret sig til gruppespillet i Champions League.
»Når man spiller på den hjemlige scene, bliver man automatisk lagt mere mærke til. Ligesom når man får sit gennembrud på et hold, bliver fast mand eller er en del af landsholdet. Men i takt med, at man flytter væk fra Danmark, er man ikke længere lige så interessant.«
Det mærkede han, da han pakkede fodboldstøvlerne og skiftede til hollandske Utrecht efter fire et halvt år med masser af succes i FC København. Selvom han drømte om at spille i engelsk fodbold, takkede han nej til tilbuddet fra Sheffield United, fordi den hollandske arbejderby trak mere i ham.
Klubben passede perfekt til Michael Silberbauer, som selv havde sine forcer i det fysiske spil og knap så meget i det tekniske. Og de 21.000 fans, der i gennemsnit var til Utrechts kampe, elskede ham for hans indstilling.
Det samme gjorde træneren, som belønnede ham med anførerbindet. Men selvom Silberbauer fortsatte sin succes fra FCK, var det først i slutningen af sin Utrecht-tid, at den danske presse dækkede ham tæt.
»Det var underligt, fordi medieinteressen fra Danmark var større i min sidste tid i Utrecht, selvom jeg gik fra stor mediebevågenhed i FC København. Man kunne mærke, at pressen begyndte at følge mere med i danskerne i de udenlandske klubber.«
Men i takt med den stigende medieinteresse tog Silberbauer et skifte til den mere ukendte schweiziske fodboldliga. På trods af europæisk gruppespil havde Utrecht økonomiske problemer, og spillerne var derfor nødt til at gå ned i løn.
Young Boys fra Schweiz kom derfor på et økonomisk belejligt tidspunkt for Michael Silberbauer. Klubben var i gang med at bygge et nyt hold op, som skulle spille med om mesterskabet. Og samtidig kunne de tilbyde en lukrativ kontrakt. Silberbauer vidste dog ikke, at det skulle blive en stor stopklods i en lovende fodboldkarriere.
»Det hele lød spændende med en meget attraktiv spillestil. Og det virkede virkelig til, de havde scoutet mig godt, fordi træneren havde en klar rolle til mig. Selv hvis jeg kunne foretage valget igen, havde jeg valgt Young Boys.«
Træneren blev dog fyret, inden sæsonen gik i gang. I stedet kom en træner til, som ikke havde den store tiltro til den dyrt indkøbte dansker. Og da Young Boys tabte mesterskabet klart til Basel, røg Silberbauer ned på andetholdet. Uden han selv følte, han spillede dårligt.
Den alsidige spiller var trådt ind i et klubkaos, som skulle strække sig over flere år. Og som begyndte at sætte en stopper for landsholdskarrieren.
»Når man stadig er inde i landsholdsvarmen, bliver pressen ved med at mindes om, at man er til stede. Men på grund af min tid i Schweiz blev interessen fra medierne meget hurtigt nedadgående.«
En enkelt sæsons lejeophold i OB kunne stadig ikke ændre på Silberbauers situation i Young Boys. Klubben og danskeren kunne ikke finde en fair løsning for at ophæve kontrakten. Derfor valgte danskeren et endegyldigt farvel til landsholdet og drømmen om mesterskaber. Han ville blive, til hans kontrakt løb ud.
»Jeg valgte pengene, fordi jeg måtte tænke på min alder. Og da jeg ikke havde udsigt til spilletid, var det klart, at opmærksomheden fra omverdenen faldt.«
I stedet dukkede FC Biel-Bienne fra den næstbedste schweiziske række op og tilbød i 2014 Silberbauer en plads på holdet. Selvom klubben var dårligere end Young Boys, var det et niveau op for Silberbauer på grund af den regelmæssige spilletid.
Det seneste år har dog været endnu et niveau ned i medieomtale, hvor danskeren sjældent er blevet interviewet. Det har givet ham tid til at gøre status over hans tid i medierne, mens han var spiller.
»Jeg kan mærke, at pressen er blevet mere kritiske med årene over for dansk fodbold. Jeg har det fint med, at jo længere tid, man spiller, jo mere vokser forventningspresset. Men nogle gange synes jeg, kritikken har været ensidig, fordi der mangler forståelse for dansk fodbolds niveau i forhold til andre landes.«
»Derfor synes jeg, det var sjovt at være en del af det, men det har også været hårdt. Især når det var gået skidt på banen. Der havde man mest lyst til bare at være irriteret uden at skulle stå til rådighed for pressen.«
