Roy Hodgson er blevet prikket på skulderen af det engelske fodboldforbund, der søger en ny landstræner

Fra Parken og til Wembley. Eller i hvert fald med et par mellemstationer. Det kan blive realiteten for Roy Hodgson, forhenværende FCK-træner, der var uhyre populær i sin tid i den danske klub. Nu kan et af fodboldverdenens mest profilerede jobs blive hans. Men samtidig også et af de mest krævende. Nemlig den engelske landstrænerpost. Det engelske fodboldforbund, FA, indrømmer søndag aften, at de taler med den 64-årige Hodgson om tjansen som boss for de ombruste 'three lions', som det engelske landshold hedder i folkemunde. Hodgson er i dag manager i West Bromwich Albion. FA-bestyrelsesformand David Bernstein bekræfter forløbet. - Jeg påskønner, at West Bromwich Albion har givet os lov til at kontakte Roy, som jeg siden har talt med. Han er den eneste manager vi har været i kontakt med, og vi er fortsat på vej til at finde en afløser indenfor den tidsfrist vi satte, da Fabio Capello gik. - Nu skal vi have flere samtaler mellem Roy og mine kolleger i forbundet. Før det kan vi ikke sige mere, lyder det fra FA-bossen.

Udtalelserne fra FA sætter samtidig en af de varmeste kandidater, Harry Redknapp, om bag i køen.