Brøndby var sidste år i forhandlinger med to kapitalfonde, der ville købe spillere til BIF. Men Tipsbladets research viser, at fondene krævede en høj pris for hjælpen.

Brøndby IF kunne sidste sommer have fået særdeles kapitalstærk hjælp på transfermarkedet, hvis klubben havde sagt ja til et af de to tilbud, man fik fra britisk baserede kapitalfonde.

De to kapitalfonde, der kom til Brøndby med tilbud uafhængig af hinanden, ville købe unge, lovende spillere til Brøndby IF mod at få størstedelen af summen fra et videresalg.

Men Tipsbladets research viser, at de to fonde krævede sig særdeles godt betalt på andre måder end lige på transfersummen, hvis de skulle købe spillere, begyndende med Lillestrøms nigerianske angriber Anthony Ujah, til Brøndby.

Den ene fond var anført af Raymond 'Ray' Ranson, tidligere Coventry City-bestyrelsesformand og pengemand for Peter Risdales Leeds United, dengang Leeds købte stjerner som Rio Ferdinand og Mark Viduka.

Den anden fond var dannet af og havde tidligere Chelsea- og Manchester United-direktør Peter Kenyon som rådgiver, Kenyon der samtidig var leder for fondens moderselskab Creative Artists Agencys internationale afdeling, der beskæftigede sig med blandt andet investeringer i spillerrettigheder.

Begge fonde krævede med hver deres sæt betingelser, at Brøndby IF skulle dække eventuelle tab, fonden måtte have på køb af spillere som for eksempel Ujah, mens selv et stort overskud på et videresalg ikke ville give betydelige beløb i kassen hos Brøndby.

Det vil sige, at hvis Ujah var blevet solgt videre fra Brøndby for et mindre beløb (eller gik gratis), end fonden havde betalt i første omgang, skulle Brøndby have dækket fondens tab, hvilket alene på Anthony Ujah (der endte med at blive solgt til Mainz 05 for 24 millioner kroner) kunne være blevet en dyr forretning for Brøndby IF.

- Hvis det ikke gik godt med den spiller, man hentede, ville Brøndby have pantsat spillertruppen og indtægter fra transfers, indtil kapitalfonden havde fået sin investering tilbage. Man ville ende i lommen på de her investorer, siger Jesper Jørgensen, der er partner ved revisionsfirmaet Deloitte, til Tipsbladet.

tipsbladet.dk