Jens Jønsson nyder stor succes i den tyrkiske topklub Konyaspor, og han er dermed godt i gang med at smadre klicheen om danske fodboldspillere, der havner i problemer i eksotiske fodboldlande.
Jens Jønsson ved godt, at han lyder som en en slags 'Komiske Ali', når han fortæller om sit første halve år i tyrkisk fodbold hos klubben Konyaspor.
»Det går godt. Jeg er rigtig glad. Jeg elsker livet her,« siger den 24-årige eks-AGF-profil, så man sidder med fornemmelsen af en dresseret fodboldspiller, der ikke tør tale dårligt om sin klub. Men det er altså ikke tilfældet, forsikrer han:
»De har altså ikke betalt mig for at sige det her. Men jeg har været heldig med denne klub. Med det hele. Jeg har ikke fortrudt det ét sekund.«
Jens Jønsson skiftede i august sidste år barndomskubben AGF ud med Konyaspor fra den tyrkiske provinsmillionby Konya. Her har midtbanespilleren mødt en markant anderledes fodboldkultur - og kultur i det hele taget.
Men han er ikke rendt ind i de problemer, man ofte hører, at danske fodboldspillere har oplevet i eksotiske fodbolddestinationer, hvor fodboldeventyret gerne ender som et mareridt med fyrede trænere, manglende lønudbetalinger og afpresning fra ledelsen.
Spørg bare Kasper Risgård, som i 2010 flygtede fra sin græske klub, Panionios, efter massivt bøvl med ledelsen, eller Martin Spelmann, som sidste år forlod den tyrkiske klub Gençlerbirligi med halen mellem benene efter et ophold, der bød på en cocktail ikke ulig den ovennævnte.
De historier kendte Jønsson godt til, da Konyaspor efter OL i Rio, hvor han var en af de danske profiler på OL-landsholdet, tilbød ham en kontrakt. Derfor rådførte han sig da også hos netop Spelmann, som han var holdkammerat med i AGF.
»Han snakkede overraskende godt om tyrkisk fodbold. Det var noget værre rod, han havnede i. Men han vil hellere end gerne af sted igen,« siger Jønsson.
Ud over de ofte kaotiske forhold i nogle af klubberne var der også hele den politiske situation i Tyrkiet, og de mange terroranslag, der har ramt landet i de seneste år, indgik også i overvejelserne omkring klubskiftet.
Jønsson kunne dog mærke, at det var tid til at forlade barndomsklubben AGF, selv om Konyaspor og tyrkisk fodbold var ukendt land.
»Når man nævner Tyrkiet, ringer der mange alarmklokker som dansker. Det kunne jeg også mærke på min familie og venner. Det var kun to måneder efter kupforsøget i Tyrkiet. Det var ikke en optimal situation,« siger han, og fortsætter:
»Når jeg undersøgte det nærmere, kunne jeg godt se, det var en god mulighed. De var blevet nummer tre i sæsonen forinden og var med i Europa League. Men jeg havde en klump i halsen, for jeg var stadig ikke 100 procent overbevist, da jeg skrev under. Men jeg havde snakket om, at jeg ville væk fra AGF så længe, at jeg sprang ud i det,« siger Jønsson, som flere gange understreger, at han ikke har fortrudt sin beslutning om at forlade de trygge rammer hjemme i Aarhus. Tværtimod.
Dertil er oplevelserne i en klub som Konyaspor, der spiller med i den bedste halvldel af den tyrkiske Süperlig, for vilde i forhold til, hvad den ofte lidt grå danske superliga kan tilbyde.
»Spillet er et niveau over Superligaen, vi har et topmoderne stadion og træningsfaciliteter i topklasse, og vi spiller ikke for under 20.000 tilskuere. De gange, hvor jeg har siddet på bænken, har jeg nærmest ikke set et minuts fodbold, men bare kigget på fansene. De er noget for sig. Fodbold gælder jo liv eller død for dem,« siger Jens Jønsson og tilføjer:
»I Aarhus kunne jeg fint gå på gaden. Her bliver jeg stoppet, for de vil have taget billeder og den slags. Opmærksomheden er markant større - på den gode måde.«
I weekenden var Jønsson med til at vinde 3-2 ude over storklubben Fenerbahce - med Aarhus-drengen på sin faste plads på den centrale midtbane. Det er bare en af mange store oplevelser for den 24-årige midtbanespiller, som slutter interviewet, hvor han begyndte; med roser til sin tyrkiske klub og tilværelsen i det fodboldgale land - og en lille anbefaling til sine danske fodboldkolleger:
»Det kunne være sjovt at lokke nogle flere danskere her til Konyaspor. Det, tror jeg ikke, er utænkeligt. Jeg ville ikke gøre andet end at anbefale det. Det har været en kæmpe oplevelse - sportsligt og personligt.«
